23948sdkhjf

DAGENS LEDER: Gode tider kræver også påpasselighed

Det mener Licitationen, Byggeriets Dagblad

Når toppen af den danske bygge- og anlægsbranche sætter hinanden stævne til Byggeriets Årsdag i København i dag, er det med forvisningen om, at kriseårene er ved at være lagt bag os, og der igen er lys for enden af tunnellen.

To dugfriske analyser fra henholdsvis Dansk Byggeri og Byggefakta A/S spår således om fremgang i bygge- og anlægsbranchen både i år og næste år. Og det er særligt byggeriet af nye boliger som forventes at trække læsset, i og med at ikke mindst de stigende boligpriser skaber grobund for mere nybyggeri.

Set fra et byggeperspektiv er det jo særdeles positive nyheder, at der er gang i byggekranerne igen. Men aktiviteten rummer også en anledning til at række advarselsflaget i vejret. Både den Europæiske Centralbank og Nationalbanken har advaret om begyndende boligbobler i de større danske byer, mens eksempelvis Dansk Byggeri mener, at prisudviklingen holder sig inden for det rimelige.

Men vi skal for alt i verden ikke havne i en situation som i 00’erne med overophedning, tomme nybyggede boliger og konkurser til følge. Byggebranchen skal kunne følge med det boom af boligbyggerier, som er i øjeblikket, og undgå kapacitetsproblemer.

De gode tider skal selvfølgelig udnyttes til at ruste virksomhederne til de dårlige tider, som sikkert kommer igen. Men det kræver også påpasselighed ude i virksomhederne, så de ikke bliver overmodige og tager opgaver ind, de ikke kan håndtere. Forhåbentlig har hele branchen lært af fortiden.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109