23948sdkhjf

Mekanisk håndled til de store gravemaskiner

En tiltrotator øger anvendelsen af gravemaskinen til mange flere funktioner. Engcon lancerer anden generation til de større gravemaskiner

Engcon fortsætter med at satse stort på produktudvikling. Producenten lancerer nu EC233, en helt ny tiltrotator til gravemaskiner på op til 33 tons. EC233 er en såkaldt generation-2-model, hvilket betyder, at den er bygget i henhold til den nyeste teknologi.

Engcons nyeste generation har blandt andet centralsmøringssystem for nem vedligeholdelse, 45 graders tilt-vinkel, som giver optimal adgang og fleksibilitet, en robust konstruktion med støbt ramme samt kraftige tilt-aksler og bøsninger med større anlægsflade, der giver længere levetid.

Mere om Engcon
Engcon er førende producent af tiltrotatorer (håndledsfunktion til gravemaskiner og tilhørende redskaber, som øger gravemaskiners fleksibilitet og præcision, red.)

Engcon er en større koncern bestående af moderselskabet Engcon Holding AB med sæde i Strömsund i Sverige, og derudover otte salgsselskaber på de respektive markeder Sverige, Norge, Finland, Danmark, England, Tyskland, Frankrig og Holland.

Engcon-gruppen omsatte i 2016 for ca. 860 mio. SEK med ca. 200 medarbejdere.

En dynamisk proces
Fredrik Jonsson, udviklingschef hos Engcon, siger, at det ikke stopper der og fremhæver en række yderligere fordele:

- Den nye model er allerede som standard forberedt til ePS, engcon Positioning System, hvilket betyder, at den kan synkroniseres med forskellige maskinstyringssystemer for maksimal effektivitet. Den er også som standard udstyret med tilt-cylindre, der har slangebrudsventiler og Q-Safe-hurtigskift som standard for at give maksimal sikkerhed, siger Fredrik Jonsson og fortsætter:

- Det bliver ganske enkelt Engcons kraftigste tiltrotator med den nyeste teknologi, og vi har stor tillid til modellen, fordi den er blevet grundigt testet på store maskiner i løbet af vinteren 2016/2017.

På svensk messe
EC233 vil blive afsløret på den svenske messe Maskin Expo den 18.-20. maj, og i efteråret begynder de første EC233 at rulle ud. Serieproduktionen forventes at starte til årsskiftet 2017/2018.

Og det lader til, at Engcons udviklingsbestræbelser bliver taget godt imod hos kunderne. Undersøgelser som producenten har ladet foretage, viser en pæn fremgang i kundetilfredsheden blandt brugere i Skandinavien. Analysen viser også, at der er plads til forbedringer på enkeltstående markeder.

Der er flere producenter af tiltrotatorer som er et skandinavisk fænomen. Steelwrist og Rototilt er to andre mærker. I Danmark er det dog Engcon, der står stærkest, men de øvrige mærker sælges også herhjemme.

Skandinaviske maskinførere er blandt de teknisk mest avancerede i verden, og anvender generelt et langt højere udstyrsniveau end andre dele af verden.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.219