23948sdkhjf

Tegnestuechef skal styre kulturarvsprojekter

Arkitekten Maria Wedel Søe har baggrund i Slots- og Kulturstyrelsen men er skiftet til det private, hvor hun skal styre kulturarvsprojekter igennem

Det er en udfordring, som 34-årige Maria Wedel Søe har taget imod.

Hun er pr. 1. marts udnævnt udnævnt til COO -chief operating officer, svarende til tegnestuechef - hos Bertelsen & Scheving Arkitekter ApS og får hermed en ledende rolle i tegnestuens daglige aktiviteter og udvikling.

Det sker efter blot to måneders ansættelse i virksomheden som assistent for den ene af indehaverne, Jens Bertelsen. Den tidligere tegnestuechef forlod sin stilling, og Jens Bertelsen kunne se mulighederne i Maria Wedel Søe.

Maria Wedel Søe kom fra en stilling som projektleder hos Slots- og Kulturstyrelsen, hvor hun i seks år har været en del af det omfattende projekt at udarbejde fredningsbeskrivelser for 9.000 fredede bygninger i Danmark.

En ekstern mentorordning
Der er et stykke vej fra at arbejde med kulturarvsprojekter i det offentlige til at skulle styre en tegnestue som også har et kommercielt sigte. Men dén udfordring tager Maria Wedel Søe gerne på sig:

- Jeg er jo fra mit tidligere virke ikke uvant med kontakt til eksterne arkitekter. Men det er klart at der er en forretningsmæssig side, som jeg skal lære. Derfor er jeg også utroligt glad for, at min nye arbejdsplads har tilknyttet en ekstern mentor, så jeg kan lære at sætte de de rette kompetencer på de rette opgaver, og at skabe mig et overblik over større projekter, samt ikke mindst også at kende den forretningsmæssige side af projekterne, siger hun til Licitationen Byggeriets Dagblad.

Den eksterne mentor er Mikael Skouby, projektchef i Niras.

Stor diversitet i bygningsarv
Marias profil harmonerer særdeles godt med Bertelsen & Schevings vision om at sikre og bygge fremtidens kulturarv, forklarer direktør Jens Bertelsen:

- Det er vores opgave som rådgivere at synliggøre over for bygherren, hvordan man udvikler ejendommens værdi ved både at holde fast i bygningens sjæl, historiske kendetegn og æstetiske kvaliteter, samtidig med den lever op til nutidens brugskrav, regler og behov. Maria kan med sin store erfaring og indsigt sikre, at vi fortsat yder den bedste rådgivning og en strømlinet projektledelse for vores kunder og partnere gennem konstruktiv dialog i hvert eneste projekt.

Maria Wedel Søe siger om sig selv og den nye rolle:

- Jeg er optaget af den diversitet, der findes i vores bygningsarv. Når vi bevarer frem for at rive ned og bygge nyt, så bevarer vi denne diversitet, ligesom vi bevarer de historiske vidnesbyrd om tidligere tiders sociale og samfundsmæssige forhold. Vi fastholder og skaber derigennem rum, som folk faktisk holder af at leve i. Bertelsen & Scheving Arkitekter er kendt for at have en respektfuld tilgang til renovering, restaurering og transformation af kulturarven. Det er en stor del af tegnestuens fundament at udvikle projekter, der bygger på en grundig historisk viden, og jeg glæder mig til at bidrage til netop denne tilgang.

Tovholder i hverdagen
Maria Wedel Søe er uddannet arkitekt på Kunstakademiets Arkitektskole i 2010 og har en efteruddannelse fra CBS i Leadership and Innovation.

I sin nye funktion vil hun indgå i ledelsen på et strategisk niveau og samtidig være tovholder på alle tegnestuens aktiviteter i det daglige. Hun skal bruge sin store erfaring fra sit mangeårige arbejde i Slots- og Kulturstyrelsen til at sikre og videreudvikle historisk, dokumenteret og høj faglighed i Bertelsen & Schevings projekter, til gavn og glæde for klienter og samarbejdspartnere.

Privat er Maria Wedel Søe gift med en iværksætter inden for restaurationsbranchen og er bosat i København.

 

Artiklen er en del af temaet Portræt.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142