Byggeerhvervet er afgørende for at opfylde FN’s 17 verdensmål
Det lyder måske lidt højttravende, og det er nok ikke noget, som mange danske virksomheder tænker over i hverdagen, men ikke desto mindre er det sådan, at bygge- og anlægsbranchen spiller en stor rolle i de 17 verdensmål, som FN frem mod 2030 vil arbejde på at indfri for at kunne sætte kursen mod en mere bæredygtig verden.
Byggebranchen i Danmark og Europa har nemlig vigtig viden, teknologi og ressourcer at byde ind med i forhold til flere af de 17 verdensmål. Det gælder særligt målene om:
- Rent vand og sanitet
- Bæredygtig energi
- Bæredygtige byer og lokalsamfund
Mangel på rent vand påvirker mere end 40 procent af verdens befolkning. Bygge- og anlægsbranchen kan levere infrastruktur og tekniske løsninger, der skal være med til at sikre rent vand og sanitet til alle.
Verdens milliarder af mennesker bruger enorme mængder energi, og det er nødvendigt at skifte de fossile brændstoffer ud med fx sol, vind og andre fossile energiteknologier ligesom energiforbruget generelt skal sænkes. Det arbejder byggebranchen allerede aktivt med i dag, når den energirenoverer, opsætter alternative energikilder og bygger efter nye lavenergikrav.
København i dag
Der er i både ind- og udland så meget tryk på byerne, at der alle steder er behov for at tænke i bedre nye løsninger, der kan sikre en bæredygtig udvikling og bedre udnyttelse af ressourcerne. I 2030 vil der bo 1,3 milliarder flere mennesker i byerne. Det svarer til hele Indiens befolkning.
Det betyder, at der er behov for for eksempel at bygge boliger alle kan betale, ny infrastruktur og grønne åndehuller. Alt sammen med bæredygtighed som overskrift.
Med fokus på netop bæredygtige løsninger mødes flere af den europæiske byggebranches største virksomheder 21. april i København på European International Contractors’, EIC, forårskonference. Omkring 100 deltagere fra 15 forskellige lande skal sammen finde frem til, hvordan vi kan bidrage til FN’s verdensmål.
Blandt gæsterne er også flere repræsentanter fra det globale netværk af storbyer C40, der er på udkig efter løsninger, der kan gøre deres by mere bæredygtig og grøn. Danmark er et foregangsland. Det har vi også set med regeringens lancering af Handlingsplan for FN’s verdensmål. Vi vil noget, og vi kan noget, og det skal vi dele med alle de besøgende gæster.
Der er i hvert fald nok at tage fat på, og Dansk Byggeri åbner sammen med udenrigsminister Anders Samuelsen EIC’s forårskonference i København, hvor virksomhederne kan komme med bud på, hvordan vi løser nogle af de udfordringer, vi står overfor. Det er en investering i fremtiden for alle parter