23948sdkhjf

Aarsleff Rail er i gang med ny banekontrakt

Selskabet har i konsortium med Spitzke SE Danmark indgået kontrakt med Banedanmark på over en halv mia. kroner om sporfornyelse på S-banen mellem Valby og Svanemøllen i København, og arbejdet er i gang

Frem til efteråret 2017 vil Aarsleff Rail A/S og Spitzke SE Danmark arbejde på S-banen mellem Valby og Svanemøllen i København.

De to aktører har nemlig indgået kontrakt med Banedanmark om sporfornyelse på strækningen.

Arbejdet, der er påbegyndt, gennemføres i fem etaper og består ud over udskiftning af skinner også af udskiftning af sporskifter. I arbejdet indgår desuden jord- og dræningsarbejder samt opgaver på sikrings- og kørestrømsanlæg.

"Sporene på den ca. 10 km lange strækning er slidte, og togene må derfor sætte hastigheden ned flere steder. Derfor laver vi nu en omfattende modernisering, der sikrer, at sporene på den højt trafikerede strækning kan holde i mange år fremover, samt at vi kan undgå hastighedsnedsættelser", skriver Banedanmark på sin hjemmeside om projektet.

Ikke første samarbejde
Kontrakten er på 270 mio. kroner, og den er en af de større, oplyser adm. direktør i Aarsleff Rail A/S, Thomas Mollerup, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

- Det er en stor baneopgave i Danmark og også for os, siger han og fortsætter:

- Det er den største sporfornyelsesopgave i år.

Kontrakten er den anden større kontrakt, Aarsleff Rail og Spitzke SE Denmark har indgået med Banedanmark inden for kort tid.

I slutningen af marts indgik de aftale om sporfornyelse af Kystbanen mellem Klampenborg og Helsingør. En kontrakt til 219 mio. kroner, som skal udføres i løbet af 2017 og 2018.

Om den nye opgave betyder nyansættelser eller indgåelse af samarbejder vides endnu ikke.

- Den planlægning er vi i gang med, fortæller Thomas Mollerup og påpeger, at det kræver særlige kurser at kunne arbejde på banen.

I dag er de cirka 450 mand samlet set i Aarsleff Rail, oplyser han.

De prækvalificerde

Ud over Aarsleff Rail og Spitzke SE Danmark var MJ Eriksson, Strukton og Colas Rail prækvalificeret til at byde på opgaven, men blot MJ Eriksson og Aarsleff Rail/Spitzke SE Danmark-konsortiet endte med at byde.

Opgaven gik altså til sidstnævnte, der dermed fik kontakten på 270 mio. kroner i hus.

Det oplyser Stefan Normann Petersen, projektleder i Banedanmark, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11