23948sdkhjf

Malerne har indgået overenskomst

Danske Malermestre, Dansk Byggeri og Malerforbundet har indgået forlig om fornyelse af overenskomsten for bygningsmalere

Efter lange og hårde forhandlinger i Forligsinstitutionen lykkedes det for parterne på malerområdet at blive enige om en ny overenskomst torsdag morgen.

Den nye aftale skal dog godkendes af hovedbestyrelsen i Malerforbundet fredag, inden den falder endeligt på plads. Derfor ønskede hverken arbejdsgiverne eller forbundet at afsløre detaljer om indholdet i den nye aftale til avisen torsdag.

Danske Malermestre vil dog sige så meget, at organisationen mener, aftalen tilgodeser begge parter.

- Vi er nogenlunde tilfredse. Vi har bestemt ikke fået alle vores ønsker opfyldt, men aftalen giver os nogle af de ting, vi har efterlyst, siger Heinrich Søndengaard Nielsen, fagretlig chef i Danske Malermestre. Han bekræfter, at den nye overenskomst er blevet godkendt i Dansk Arbejdsgiverforening.

Strid om kørepenge
Søndag brød forhandlinger ellers sammen, og parterne skulle altså en tur forbi forligsmand Ole Hasselgaard i Forligsinstitutionen, inden det lykkedes at nå til enighed. Som Licitationen - Byggeriets Dagblad kunne fortælle i onsdagsavisen, har den store knast mellem parterne været overenskomstens afsnit om kørepenge.

Arbejdsgiverne mener, at det er for dyrt for virksomhederne at transportere de ansatte fra opgave til opgave. Danske Malermestre har derfor ønsket mere "tidssvarende og moderne kørepengeregler" indskrevet i overenskomsten.

Malerforbundet har erklæret sig villig til at kigge på bestemmelserne, men mener ikke, at den kompensation, som arbejdsgiverne hidtil har lagt frem på forhandlingsbordet, har været tilstrækkelig.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203