Byggeriet arbejder på nyt forslag
Tommelfingeren blev vendt nedad, da forhandlingsudvalget i 3F Byggegruppen i weekenden tog stilling til et forslag om en ny overenskomst for byggefagene, som Dansk Byggeri og Byggegruppen havde forhandlet sig frem til efter lange forhandlinger.
Til 3F’s eget fagblad lagde gruppens formand, Kim Lind Larsen, ikke skjul på, at årsagen til afvisningen var manglende tiltag mod udenlandsk arbejdskraft med lave lønninger.
- Vi har forsøgt at overbevise Dansk Byggeri om, at vi skulle have nye initiativer mod social dumping ind i vores overenskomster. Men de har stået stejlt, og det lykkedes os ikke at få noget, som vi kan bruge, udtalte han søndag til Fagbladet 3F.
Læs også: Ny OK: Mere fleksibilitet til el-virksomheder
Sidste store aftale
Efter aftalen mellem Dansk Byggeri og 3F Byggegruppen blev forkastet, indkaldte forligsmanden Ole Hasselgaard parterne til yderligere drøftelser i forligsinstitutionen mandag den 6. marts for at komme frem til et nyt forslag. Ved redaktionens deadline mandag eftermiddag var der ingen afklaring på samtalerne fra lokalerne hos forligsmanden.
Byggeriet er den sidste af de tre store overenskomstområder i DA og LO-regi, som endnu ikke har en aftale på plads. Dansk Industri (DI) og CO-Industri landede en aftale for en lille måned siden, og lørdag kom også DI og 3F Transport i mål med en aftale på transportområdet.
Forligsinstitutionen Forligsinstitutionen har til opgave at hindre, at der opstår arbejdsstandsninger, dvs. strejker eller lockouter, som følge af uenigheder om vilkårene for fornyelse af kollektive overenskomster |