Cowi leverer markant fremgang
For 12. år i træk præsterer den internationale rådgivningsvirksomhed Cowi at øge omsætningen i 2016 og indtjeningen er også fulgt med.
Omsætningen steg med seks procent til godt seks mia. kroner, mens driftsresulatet røg i vejret med hele 27 procent til 231 mio. kroner.
- For 12. år i træk leverer vi vækst i omsætningen. Vi formår desuden at indfri vores mål på indtjeningen og har forbedret vores cash flow betragteligt, hvilket sikrer os den finansielle styrke og fleksibilitet, der skal til for forsat at udvikle vores forretning. Det bekræfter os i den strategi, vi har lagt for Cowi, og de valg, vi har truffet med hensyn til markeder og sektorer, siger Cowis adm. direktør Lars-Peter Søbye i en pressemeddelelse.
Byudvikling driver væksten
Urbanisering og byudvikling i Skandinavien og resten af verdenen er fortsat de markedstendenser, som driver Cowis vækst.
2016 bød således på vundne byudviklingsprojekter i både København, Gøteborg og London.
- Projekterne bliver hele tiden større og mere komplekse. De omfattende byudviklingsprojekter, der søsættes i disse år, kræver en helhedsorienteret tilgang og kompetencer inden for en bred vifte af discipliner. Det er dét, der skaber efterspørgslen på vores løsninger inden for især infrastruktur, men også inden for vores øvrige kernekompetencer energi, vand og miljø og byggeri, siger Lars-Peter Søbye.
Topchefen forventer, at Cowi fortsætter væksten i 2017 efter, at rådgivningsvirksomheden har styrket tilstedeværelsen i de nordiske lande, Storbritannien og Nordamerika.
Læs mere om regnskabet: Cowi skal vinde på urbaniseringen
mio. kr. | 2016 | 2015 |
---|---|---|
Nettoomsætning | 5.939 | 5.577 |
Resultat af primær drift | 231 | 182 |
Resultat før skat | 247 | 205 |
Årets resultat | 162 | 131 |
Balancesum | 3.331 | 3.007 |
Egenkapital | 1.137 | 1.013 |
Antal ansatte | 6.586 | 6.364 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2016. |