Nordjysk entreprenør skifter to af tre ejere ud
Knap hver anden ejerleder vil ejerskifte inden for 5 år. Sådan lød en af konklusionerne i rapporten “Ejerledelse i Danmark”, udarbejdet af professor Morten Bennedsen og professor Kasper Meisner Nielsen, som der blev offentliggjort i sommer.
Selv om Johnny Røn indtrådte som medejer af Entreprenør Erling Jensen A/S i 1995, hvor han siden 2001 endvidere har været hovedaktionær og direktør, har han for nuværende ingen planer i den retning. Tværtimod overtag Johnny Røn atter det fulde ejerskab af virksomheden ved årsskiftet efter otte år med delt ejerskab.
- Jeg har haft to medejere, men vi har ikke været enige om, hvordan tingene skulle køre, så dem har jeg købt ud pr. 1. januar i år. Så nu skal vi lige ovenpå igen, og så går der nok et par år eller tre, før jeg begynder at tænke i de baner igen. Om det skal være et generationsskifte, et salg eller noget tredje, vil jeg lige tænke over de næste par år, siger Johnny Røn.
Den ene af de to tidligere medejere er Allan Jensby, der fortsætter i entreprenørvirksomheden som kalkulationschef. Til gengæld er Jimmy Christensen, der tidligere styrede de store projekter som medejer, stoppet hos Entreprenør Erling Jensen.