Det går stærkt, når der bygges i Danmark. Så stærkt at håndværkerne desværre ofte glemmer at tage hensyn til hinandens arbejde. Og derfor hører det ikke til sjældenhederne, at maleren er nødt til at male om både tre og fire gange, fordi overfladerne bliver skrammet og ødelagt undervejs. Materialer, der bliver stillet op ad nymalede vægge eller karme, der bliver skrammet af materiel, hører til dagens uorden.

Men det er et helt generelt problem, at der ikke bliver taget særlig meget hensyn indbyrdes mellem håndværkerne i byggeprocessen. De nylagte gulve bliver griset til af de andre håndværkeres fodtøj, murerens nypudsede væg bliver skadet af elektrikeren, og mureren kommer måske til at stænke med mørtel på træværket. Ingen håndværksgrupper kan sige sig fri for at tænke mest på sig selv og mindre på alle andre. Og det koster mange penge i udbedring og efterreparationer, som kunne være undgået med lidt omtanke.

Spild af ressourcer
I forbindelse med mit arbejde har jeg været ude på mange byggepladser, hvor jeg har undret mig over den behandling dyre byggematerialer udsættes for og spekuleret over, hvordan mon kunden, som måske køber en projektlejlighed til mange millioner, ville reagere, hvis han eller hun vidste, hvad der foregik. Som regel ender det jo lykkeligt, men ville det trods alt ikke være meget bedre, hvis vi slap for at skulle udbedre så meget undervejs? Jeg tror, der er tale om et ganske stort spild af ressourcer, der mig bekendt ikke registreres nogen steder, og det er måske et af problemerne.

For alle erfarne entreprenører regner naturligvis med at skulle lave arbejde om og har derfor indregnet det i et eller andet omfang i deres tilbud. Og på den måde bliver byggeriet bare dyrere uden at nogen overvejer, om det kunne undgås. Men hvorfor har vi de problemer, og kunne vi ikke undgå dem?

Først og fremmest er det noget, der sker, når en for optimistisk tidsplan ender i, at arbejdet må forceres, og de forskellige fag begynder at arbejde side om side og måske ligefrem opmander. Det er et særlig stort problem for maleren, som jo kommer sidst i byggeriet, og som derfor er mere udsat for de andre fags forsinkelser. Netop malerfaget har om noget fag behov for at arbejde uden støv og lignende, men i praksis sker der desværre ofte det, at maleren må arbejde side om side med andre håndværkere. Et klassisk eksempel er, at tømreren skærer fodlister til, mens maleren er i gang med at male vægge i samme lokale.

Registrering af skader
En svag byggeledelse er et andet typisk kendetegn for de arbejdspladser, hvor det for alvor går galt. Det siger næsten sig selv, at det er nødvendigt, at der er en handlekraftig, overordnet styring af en byggeplads, hvor mange virksomheder er i gang, og hvor alle er afhængige af, at de andre gør det, de skal. Hvis de problemer, der altid vil opstå, ikke håndteres med det samme men får lov at vokse sig store, ender det hele hurtigt i kaos. Måske kunne man skabe et større fokus på problemet ved at foretage en systematisk registrering af omfanget. Hvor mange nye materialer må indkøbes, fordi de bliver ødelagt, og hvor meget tid må de enkelte håndværk bruge på at udbedre skader undervejs? Jeg tror, det ville skabe en langt større interesse for at få gjort noget alvorligt ved problemerne.

Og så skulle der måske være en fælles bonus, der blev nedskrevet med de opståede skader, og som gav håndværkerne en fælles interesse i at passe på hinandens arbejde. Men når alt kommer til alt handler det grundlæggende nok mest om en holdningsændring hos den enkelte håndværker. Meget kunne undgås med simpel omtanke.

Artiklen er en del af temaet Debat.