Gadekunst forvandler Københavns byrum
De mange og lange byggepladshegn i forbindelse med byggepladserne på Københavns Metro Cityring behøver ikke være kedelige.
Det mener Metroselskabet, som med projektet Byens Hegn har gjort hegnene til en populær udfoldelsesplads for både kunstnere og almindelige mennesker med trang til at udtrykke sig kreativt.
Det har blandt andre kunstneren Jacoba Niepoort benyttet sig af. Hun har netop fået opstillet et tre meter højt og 35 meter langt maleri på et af de mange hegn, der fungerer som sikkerhedsbarrierer med storbyens beboere og trafikanter på den ene side og travle metrobyggefolk på den anden.
29-årige Jacoba Niepoort har levet af sin malerkunst seneste de fem år og har brugt en travl vinter på at udføre maleriet. Kunstværket, der står ved metrobyggepladsen Øster Søgade, har Jacoba Niepoort på grund af den kolde årstid udført i sit værksted.
Der består af en række meget store portrætter malet på krydsfinerplader.
- Det har været en ordentlig omgang. Mit værksted er ikke særlig stort, så jeg har arbejdet med sektioner på tre plader ad gangen, fortæller hun i en pressemeddelelse.
Sponsorat hjælper på økonomi
Kunstneren får et honorar fra Byens Hegn, men uden en materialesponsor ville der ifølge Jacoba Niepoort ikke være meget tilbage, når værket var færdigt.
Derfor er malingen til projektet sponseret af producenten Beckers, hvor adm. direktør Kenneth Johansen ser materialesponsoratet som en mulighed for at bidrage til en smukkere og mere spændende hovedstad, mens byggeriet af Cityringen står på.
- Som leverandør af dekorativ bygningsmaling til ind- og udvendig brug er det fantastisk at opleve, hvordan vores løsninger kan blive bragt i spil i hænderne på en ung gadekunstner. Hun (Jacoba Niepoort, red.) har skabt nogle imponerende værker, som gør ordinære byggepladshegn til en visuel oplevelse i hverdagen for byens borgere. Det vil vi gerne være med til at støtte, siger Kenneth Johansen.
Sikret mod graffiti
Det er anden gang, Jacoba Niepoort laver store, udendørs gadeudsmykninger i København
I 2015 udførte hun en stor hegnsudsmykning på Nørrebro. Her opstod idéen om at beskytte maleriet mod vejr, vind og graffitimalere ved at lakere det med en klar gulvlak.
Ifølge kunstneren har det betydet, at nogle graffiti-tags har kunnet fjernes uden at gøre større skade på selve maleriet. Samme metode er brugt på hendes nye værk.