23948sdkhjf

Milepæl: Hele metrotunnelen er færdig

Det sidste stykke af de 31 km tunnel på metroen Cityringen er færdigboret

Metrobyggeriet Cityringen rundede en markant milepæl, da tunnelboremaskinen Tria i sidste uge borede det sidste stykke tunnel mellem Øster Søgade og Københavns Hovedbanegård ud.

Dermed er der hul hele vejen igennem de 31 km, som udgør metrostrækningen.

På rejsen i hovedstadens kalk, grus, sand og sten har tunnelboremaskinerne og deres besætninger klaret store udfordringer som at bygge under ældre bygninger som Marmorkirken og Magasin, ligesom man har klaret svære geologiske forhold som Rådhusdalen ved Rådhuspladsen.

Begivenheden blev markeret mandag eftermiddag ved metrostationen København H på Halmtorvet. Her blev tunnelborehovedet løftet op af stationsskakten på byggepladsen med blandt andet statsminister Lars Løkke Rasmussen som tilskuer.

Jørn Neergaard Larsen, der tiltrådte som bestyrelsesformand for Metroselskabet i januar, sagde følgende i forbindelse med milepælen:

- Det er en helt særlig følelse at stå her med en metroring, der er forbundet hele vejen rundt. Det har krævet tusindvis af arbejdstimer fra dygtige medarbejdere, stor opbakning fra vores mange naboer og ikke mindst en visionær beslutning fra politikerne om at give hovedstaden et trafikalt løft. Vi har stadig meget arbejde foran os frem til åbningen, men det er en fantastisk dag for projektet.

Fortsat i forhandlinger
Mens borearbejdet på tunnelen har kørt i døgndrift, har apteringsarbejdet på flere stationer stået stille i en periode.

Metroselskabet har siden midten af januar ligget i forhandlinger med hovedentreprenøren Copenhagen Metro Team (CMT) med henblik på at få gang i arbejdet igen. En opgave, som selskabet i 2. halvår 2016 kunne konstatere, ikke skred frem som planlagt.

CMT har til gengæld stillet som betingelse, at krav om ekstrabetaling, der løbende er steget, også tages med i drøftelserne.

Primo februar fortalte Metroselskabet til Licitationen - Byggeriets Dagblad, at selskabet ”havde et godt og intenst forløb med entreprenøren og er optimistiske over for at finde en løsning, der minimerer de største risici på projektet”.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125