23948sdkhjf

DEBAT: TV afslører byggeriets store mangler

Udsendelserne "Danmark mod Østeuropa" viste et behov for kontrol og mere viden, mener dagens debattør
Mange tak til TV2 for de to udsendelser "Danmark mod Østeuropa" (TV2 torsdag 12. og 19. januar 2017, red.), der tydeligt og meget lærerigt viste nogle af de store udfordringer, som byggeriet bokser med, og som der skal gøres noget ved.

Det er manglende viden, for lidt ydmyghed over for kunden og endelig den uafhængige kvalitetskontrol. Overordnet set har det forarget mange, at der var en del alkohol og pauser involveret i det første danske tømrerfirmas rutiner. Det tager vi klart afstand fra. Men det tror jeg, at 95 procent af branchen også gør - også i praksis.

Ølpauser og Gammel Dansk til morgenmaden er heldigvis fortid på de danske byggepladser.

Det, som chokerede mig mest i udsendelserne, var, at relativt simple byggeudfordringer som en mindre taglægning skaber så store problemer for erfarne byggefirmaer. Der er usikkerhed om dampspærre og monteringen af den, og der er en forkert inddækning af en skorsten.

Og det tragiske er, at firmaerne ville slippe afsted med den dårlige udførsel, hvis der ikke var otte kameraer på. Ingen ville stoppe det, og det vil først blive opdaget om et par år, når kunden får et dryp i hovedet og efterfølgende skal udskifte drivvåd isolering og rådne bjælker.

Pas på ikke at skyde jer selv i foden

Det, vi kan lære af udsendelserne, er, at byggebranchen har brug for mere praktisk anvendelse af viden om konstruktioner, indsigt i kundernes behov og ikke mindst, at der er behov for ekstern styring og kontrol.

De ting er der faktisk nogle i branchen, der lever af hver dag. Og det er os - de rådgivende ingeniør- og arkitektvirksomheder.

Det er svært at se, at vi kan trænge igennem til private parcelhusejere med et budskab om, at de skal bruge en rådgiver.

Men det er meget vigtigt, at de større ejendomsejere - offentlige og private - forstår, at de virkelig skyder sig selv i foden, hvis de dropper at vælge en rådgiver til at styre deres byggeprojekt eller være deres uvildige bygherrerådgiver.

Især ved renovering er der brug for professionelle med særlig viden om byggeri, konstruktioner og regelsæt. Der er brug for viden om, hvordan man håndterer kunder og kommunikerer med forskellige beboergrupper.

Og der er brug for en uafhængighed mellem de projekterende - os - og de udførende entreprenører.

Debat gavner byggeriet

Det er ikke fordi, vi skal mistænkeliggøre de mange gode entreprenører. Men vi skal sammen sørge for, at tingene går ordentligt og fair til. Aftale- og udførelsesmæssigt.

Selvom der er en rimelig kritik af TV2-udsendelserne for at have en skjult dagsorden og få virksomheder til at deltage på falske præmisser, så mener jeg, at de alt i alt vil gavne byggebranchen. Så, tak til TV2.

Debatten om kvalitet i byggeriet er relevant.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.25