Australsk asfaltarbejde i lyntempo vækker opsigt på sociale medier
Lille australsk by er kommet på verdenskortet med en video, der viser vejarbejdere asfaltere en landevej på rekordtid
Den tre minutter og 15 sekunder lange videosekvens var efter få uger blevet set 14 millioner gange og delt 361.000 gange, skriver avisen WAtoday.
- Vi troede, vi var blevet hacket, udtaler chefen for bystyret, Alan Leeson, efter Facebook-siden, der henvender sig til byens 2.000 indbyggere, pludselig nåede op på 58.000 følgere.
Kommunen havde købt dronen nogle måneder tidligere til at producere videoer for at markedsføre byen.
- Jeg foreslog så, at vi filmede vejarbejdet, fordi mange mennesker ikke ved, hvordan veje bliver asfalteret, siger Alan Leeson.
Videoen speedet op
Han oplyser, at videoen blev speedet op. I normalt tempo varer filmen 15 minutter.
Hos Dansk Overfladebehandling, der udfører asfaltarbejde i Danmark og nabolandene, oplyser salgschef Charlotte Nyeng til TV2, at firmaet faktisk kan lægge asfalt med den samme hastighed.
- Jeg vil helt klart sige, at vi også kan anlægge 4,9 kilometer med samme hastighed. Der er dog enormt mange forskellige måder at lægge vej på, og den her metode bliver primært brugt til landeveje, hvor der ikke er så meget tung trafik, siger hun og uddyber:
- De laver en overflade behandling, hvor man først udlægger bitumen, sten og så tromler man det ned. Det er noget, man typisk laver ovenpå en vej som en slags vedligeholdelse, siger Charlotte Nyeng til TV2.
Hun medgiver dog, at firmaet oftere har et gøre med veje, som er smallere og med mange sving, så det tager ekstra tid.
- Mange oplever, at det tager rigtig lang tid at anlægge en vej, fordi de ser motorveje blive bygget. Det tager rigtig lang tid, og er altså noget helt andet, siger Charlotte Nyeng.
Se videoen på: " watoday.com ".