23948sdkhjf

Ny forening laver uvildig kontrolordning

Brancheforeningen Dansk Isolerings Garanti er klar til at tage kampen op med fusk og sjusk i isoleringsbranchen - og sikre kunderne bedre kvalitet
Mindre end seks måneder efter Dansk Isolerings Garanti (DIG) blev formelt stiftet, er brancheforeningen nu klar til at sikre bedre kvalitet i isoleringsbranchen - primært når det drejer sig om indblæst isolering.

- Vi har indgået en aftale med Rambøll om at udføre kontroller af arbejdet. Dermed bliver vi, så vidt jeg ved, den første brancheforening for indblæsningsfirmaer, der laver et samarbejde med en uvildig kontrolinstans", lyder det fra DIGs talsmand, Frederik Glob, der selv har virksomheden Viking Isolering.

Aftalen med Rambøll er dog ikke det eneste, man som medlemsvirksomhed skal kunne leve op til.

Foreningen stiller en række af krav og retningslinjer, som skal honoreres.

Ud over Rambølls kontroller skal medlemsvirksomhederne også fremvise en certificering og to års erhvervserfaring samt en ansvarsforsikring - og derudover tage energivejlederuddannelsen.

- Men de skrappe krav er vigtige, hvis der skal ryddes ud i de brodne kar i branchen, mener Frederik Glob.

- Vi ved godt, at vi sætter barren højt - men det er nødvendigt, sådan som markedet er. Kunderne skal kunne stole på, at det arbejde der bliver udført, er i orden, og der skal være fair konkurrence for alle på markedet. Som det er nu er det for let at udføre et sjusket stykke arbejde, siger talsmanden.

Og det er ikke bare til gavn for kunderne - men også for alle borgere.

- Hos DIG ved vi, at der forekommer snyd med energitilskuddene, som vi alle bidrager til via afgifter på vores el, - gas, - og varmeregninger. Det skal ganske enkelt stoppes. De firmaer, der udfører et ordentligt stykke arbejde, skal ikke udkonkurreres af firmaer, der snyder med tilskuddene - det er ganske enkelt ikke fair, siger Frederik Glob.

Blev hurtigt kendt

Siden DIG blev etableret i 2016, er det gået hurtigt for foreningen, og DIG har allerede markeret sig i medierne, og skabt debatter internt i branchen.

- Den store opmærksomhed fortæller os, at der er brug for en brancheforening, der sætter fokus på problemerne, og varetager interessen for de virksomheder, som udfører arbejdet ordentligt. Samtidig er det også gået hurtigt, så der har været mange ting, som har skullet falde på plads løbende. Det gælder blandt andet kontrolaftaler, vedtægter, bestyrelsessammenhæng osv. Derfor er vi også ekstra stolte af, at vi er så langt, som vi er med Dansk Isolerings Garanti - og vi får mange henvendelser fra firmaer, der er interesseret i at indtræde i foreningen - så vi forventer at stige markant i medlemstal i 2017, siger Frederik Glob.

Licitationen Byggeriets Dagblad skrev for nylig om, hvordan en række medlemmer havde forladt initiativet, og det havde for nogle af virksomhedernes vedkommende netop noget at gøre med kravene til certifikater.

Foreningen tæller seks mindre og et par mellemstore isoleringsfirmaer.

Læs også: " Snyd med energitilskud på den politiske dagsorden ".
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.252