23948sdkhjf

Offentlige virksomheder skal under lup

Kontrolbudsbekendtgørelsen skal have et helbredstjek og der skal sikres fair konkurrence mellem det offentlige og private
Regeringen tager nu et opgør med, at private virksomheder udsættes for ulige konkurrence fra offentlige myndigheder.

Når det offentlige udfører opgaver på private markeder sker det ikke altid på ens vilkår, og det giver urimelige vilkår for de virksomheder, der bliver ramt. Det offentlige skal ikke bevæge sig ind på private markeder og udføre opgaver, der ligger langt ud over det offentliges kerneområde.

Derfor sætter regeringen nu gang i et servicetjek af det offentliges erhvervsaktiviteter. Det sker for at sikre fair og lige konkurrence mellem offentlige og private aktører.

- Det er de private virksomheder, som skaber vækst i Danmark, og det er dem, som i sidste ende finansierer den offentlige sektor. Derfor kan man som privat virksomhed ikke være tjent med, at offentlige aktører udkonkurrerer private virksomheder og nyder godt af en masse fordele, som de private virksomheder ikke har. Det skal vi have rettet op på, og derfor vil vi nu stramme op på reglerne, så vi fremover sikrer en mere fair og lige konkurrence, siger erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).

Mål om at rydde op

Konkret vil regeringen have lavet en analyse, der skal afdække om offentlige aktørers adgang til at udføre erhvervsvirksomhed er rimelig. På den baggrund vil regeringen senere tage stilling til, om adgangen til at udføre offentlig erhvervsvirksomhed skal indskrænkes. Desuden skal der gennemføres et helhedstjek af kontrolbudsbekendtgørelsen. Bekendtgørelsen indeholder regler for kommuner og regioners afgivelse af kontrolbud på egne udbud.

Hos Dansk Byggeri er der ros til regeringen for at ville kulegrave offentlige erhvervsaktiviteter.

- Kommunernes lyst til at drive virksomhed har længe været et kæmpe problem - ikke mindst i bygge- og anlægsbranchen. Vi har rejst problemet mange gange og vist eksempler på kommuner, der sælger brugte vinduer fra genbrugspladsen, laver kloakarbejde, har store entreprenørgårde og landsbypedeller, som laver arbejde, som lokale håndværkere burde udføre. Der er derfor brug for en regering, der sætter sig som mål at få ryddet op, siger erhvervspolitisk konsulent i Dansk Byggeri, Morten Kamp Thomsen.

Kritikken fra Dansk Byggeri har blandt andet gået på, at det ikke er muligt at konkurrere mod kommunen, der har skattekroner i ryggen, og arbejdsgiverorganisationen har set gentagne eksempler på, at kommunerne ganske enkelt ikke kan redegøre for deres beregninger - eller at der er stærkt kritisable fejl i beregningerne.

Forplumrer udbud

Formand for Sikre Veje - brancheforeningen for virksomheder, der arbejder på vejene - Michael Stisen håber, at regeringens servicetjek af kontrolbud gør op med, hvad han kalder en "broget tilgang til udbud af offentlige opgaver".

- Ordningen med kontrolbud har været med til at forplumre udbuddet af offentlige opgaver, hvor man som offentlig enhed har haft meget nem adgang til enten at annullere et udbud eller tildele sig selv opgave, på trods af at det ofte har været indlysende at kommunens egen beregning ikke holdt vandt. Og det er hele branchen der råber op omkring det urimelige i kontrolbud - senest har Dansk Byggeri, Dansk Erhverv og DI i fællesskab udarbejdet et oplæg til nye og fair spilleregler for offentlige kontrolbud, siger han.

Regeringen blandt andet inddrage erhvervsorganisationer i arbejdet og inviterer derfor til dialogmøde med henblik på at få diskuteret konkrete eksempler fra dem, der oplever, at den offentlige sektor går for langt.

Læs også: " Hededanmark: Regeringen bør skrotte kontrolbud ".

Det vil regeringen se på
Et servicetjek af lovgivningen skal afdække om offentlige aktørers adgang til at udføre erhvervsvirksomhed er rimelig. På den baggrund vil regeringen tage stilling til om adgangen til at udføre offentlig erhvervsvirksomhed skal indskrænkes.
Fair vilkår. Der vil være tilfælde hvor offentlige myndigheder fortsat skal kunne udføre erhvervsvirksomhed, men her vil regeringen sikre lige vilkår mellem offentlige og private aktører. Derfor ser vi bl.a. på prissætningen af kommunale, regionale og statslige erhvervsaktiviteter.
Gennemsigtige klagemuligheder. Hvis man som privat virksomhed oplever, at det offentlige går ud over sine beføjelser og bedriver konkurrenceforvridende erhvervsaktiviteter skal man vide, hvor man kan gå hen for at klage. Regeringen ser derfor bl.a. på mulighederne for at indføre én samlet klagemyndighed for offentlig erhvervsaktivitet. Som led i arbejdet gennemføres i øvrigt et helhedstjek af kontrolbudsbekendtgørelsen. Bekendtgørelsen indeholder regler for kommuner og regioners afgivelse af kontrolbud på egne udbud.

Analysearbejdet sker frem til foråret, hvorefter regeringen vil tage stilling til, hvilken adgang det offentlige fremadrettet skal have til at udføre erhvervsvirksomhed.

Kilde: Finansministeriet
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.048