23948sdkhjf

Praksis Arkitekter vinder genopbygning af Svinkløv

Det ikoniske badehotel, der nedbrændte i september, har fundet sin totalrådgiver
Danmarks mest berømte badehotel skal kompromisløst genopbygges med Praksis Arkitekter som totalrådgiver.

Efter branden på Svinkløv Badehotel natten til 26. september sidste år har bestyrelsen og forpagterparret arbejdet med planer om at genopbygge hotellet i Fjerritslev i Nordjylland.

Bestyrelsen har netop afsluttet samtaler med en række arkitektfirmaer for at finde den rette tegnestue til at sikre, at det genrejste hotel kommer til at rumme alle de kendte og elskede kvaliteter.

Og efter at Anna Mette Exner Arkitektur, Arkitektfirmaet Nord, C. F. Møller, Dorte Mandrup Arkitekter, Fjorden Arkitekter, Friis & Moltke, Wohlert Arkitekter og Praksis Arkitekter har fremlagt deres visioner, blev det altså sidstnævnte, der nu skal forestå opgaven.

Et oprindeligt udtryk

Hos Praksis Arkitekter er projektleder på tegnestuens afdeling i København, Henrik Jahn, noget kortfattet men glad for opgaven:

- Alt er så nyt endnu, at det er begrænset, hvad jeg kan sige om det nye projekt, andet end at vi i høj grad kommer til at bibeholde det oprindelige udtryk, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Han understreger, at opgaven med at genrejse det ikoniske badehotel bliver en kollektiv opgave.

- Vi er blevet udvalgt til at være en del af det hold, der skal udvikle det nye projekt.

Ifølge DR Nordjylland vil arkitekterne i løbet af de næste måneder, i samarbejde med bestyrelsen, være klar til at præsentere tegningerne

- Det er for tidligt at kunne oplyse om omkostninger for genopførelsen og den endelige udformning af hotellet, siger bestyrelsesformanden for Fonden Svinkløv Badehotel, Steen Royberg, i en pressemeddelelse fra Praksis Arkitekter.

Genåbningen af Svinkløv Badehotel blev oprindeligt planlagt til at finde sted mellem påske og pinse 2018. Dén tidsplan bliver imidlertid ikke overholdt:

- Vi har besluttet, at hotellet åbner i sæsonen 2019, fordi vi har et ønske om at genopføre et badehotel, hvor man ikke går på kompromis med planlægning og gennemførelse af genopbygningen under tidspres, siger Steen Royberg i pressemeddelelsen.

Svinkløv Badehotel rejser sig igen
Svinkløv Badehotel blev bygget i 1925 og var Danmarks største træhus. Steen Royberg, formand for Fonden Svinkløv Badehotel, oplyser, at det nye hotel bliver moderne, men med Svinkløv-ånden intakt. Ifølge DR Nordjylland vil det blive bygget af træ og få nogenlunde det samme antal værelser som det tidligere (36).
Den nye bygning kommer til at leve op til alle nuværende krav til brandsikkerhed, siger Steen Royberg til dr.dk.
Branden i september opstod som følge af en fejl i en tørretumbler.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.122