23948sdkhjf

Nyt udvalg i Folketinget skal sikre mindre bureaukrati

Skiftende regeringer har ikke haft den store succes med at regelforenkle. Det bør derfor være et arbejde for Folketinget, mener flere partier
Et noget atypisk partnerskab bestående af Venstre, Liberal Alliance og Alternativet foreslår, at oprette et nyt stående udvalg i Folketinget for regelforenkling og afbureaukratisering, der skal sikre, at skiftende regeringers ambitioner om afbureaukratisering også forankres i Folketinget.

Forslaget er stillet til formand for Folketinget Pia Kjærsgaard.

Indtil nu har viljen med at ville regelforenkle ikke fejlet noget, det har derimod kontinuiteten, forklarer Venstres innovationsordfører, Eva Kjer Hansen.

- Jeg har I mine mange år i politik set skiftende regeringer slå sig op på, at ville regelforenkle, afbureaukratisere og luge ud i regulativer, uden at det for alvor har battet. Derfor foreslår vi nu dette udvalg, så det bliver en fælles opgave mellem regeringen og Folketinget, siger hun.

Tillid tilbage

Også LA bakker op om, at arbejdet med afbureaukratisering ligger godt hos Folketinget.

- Der er ingen tvivl i mit sind. Der er behov for at afbureaukratisere på rigtig mange områder. Det er en opgave, som flere regeringer ikke har kunnet løfte, så derfor synes jeg, at det er optimalt, at Folketinget nu kan hjælpe til med at løfte den opgave, siger Henrik Dahl, der er afbureaukratiseringsordfører for Liberal Alliance.

Når både danskere og virksomheder møder for mange uforståelige og måske unødvendige regler, så skader det tilliden til lovgiverne, mener de tre partier.

Et af formålene med udvalget er desuden at lægge færre regler og bureaukrati ned over de offentligt ansatte og den offentlige administration. Her skal mere tillid ind – og luges lidt ud i hele lovsamlingen

- Det er en klar målsætning for mig, at vi kan løsne nogle bånd for de offentligt ansatte, så de kan få mere frie rammer og kan mærke, at vi har tillid til dem. Igennem flere år har vi lagt lag på lag af regler, standarder og skemaer ud til offentligt ansatte. Dette nye udvalg kan forhåbentlig få bugt med det overflødige, siger Josephine Fock, finansordfører for Alternativet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089