23948sdkhjf

DAGENS LEDER: Mobning på byggepladsen

Det mener Licitationen - Byggeriets Dagblad
Mobning på de danske byggepladser er ikke ligefrem et emne, der gennem årene er blevet behandlet indgående hverken i disse spalter eller i diverse undersøgelser.

Man kan så spørge sig selv, om det er fordi, mobbesagerne er helt fraværende på byggepladserne, eller det eventuelle problem blot bliver neddroslet.

Nu viser ny forskning, at mens mobning på de danske arbejdspladser fordobler kvinders sygefravær, så vælger mændene helt at forlade arbejdsmarkedet for en periode, hvis de bliver udsat for mobning.

Om det kan føres over i bygge- og anlægsbranchen er uvist, men branchen har en høj mobilitet, hvor de ansatte skifter sjak eller arbejdsplads, hvis de føler sig mobbet. Det kan være en del af forklaringen på de manglende sager om mobning. Alle der bevæger sig rundt på byggepladserne ved omvendt godt, at tonen til tider kan være hård, men også hjertelig. Men den må selvfølgelig aldrig gå over i decideret mobning, for så skal der slås hårdt ned fra virksomhedens side.

Forhåbentlig har sjakkene og håndværkerne også selv fokus på eventuel mobning. For normalt er det fysiske arbejdsmiljø i fokus på byggepladserne, men et godt psykisk arbejdsmiljø er mindst lige så vigtigt. Det har sjakkene fået øjnene op for, og de har netop i en 3F-undersøgelse sat arbejdsmiljøet under ét som topprioritet i forhold til forbedringer ved byggeriets overenskomstforhandlinger, der gik i gang i denne uge.

Det skal virksomhederne selvfølgelig have sig for øje, for glade ansatte skaber i sidste ende også en bedre bundlinje.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203