23948sdkhjf

Her er det tilladt at gå på vandet

Arkitektvirksomheden Tredje Natur samt Ibf og Aco Nordic har udtænkt en helt ny fortovsmodel, der afleder 30 procent af den nedbør, der ellers ville overbelaste byen
På en lille strækning af Københavns mere end 700 kilometer fortove, skal fortovene nu bruges til andet end blot at gå på.

De bliver nu aktive medspillere i klimatilpasningen og skal opsamle og håndtere regnvand - og dermed afhjælpe problemer med oversvømmelser.

Midlet hedder Klimaflisen, et modulopbygget system, gør det muligt for vandet at løbe ned i et integreret og underjordisk vandhåndteringssystem.

Fortovet bevarer sin grundlæggende funktion, men giver samtidig nye muligheder, da systemet via rør og dræn bliver koblet direkte til for eksempel beplantning, vand- og legeredskaber, der kan motivere til bevægelse, leg og ophold i byen.

Teknisk set giver Klimaflisen mulighed for, at 30 procent af den nedbør, der ellers ville være med til at overbelast byernes infrastruktur, i stedet vander de grønne områder langs fortovet. Samtidig reduceres behovet for rensning af regnvandet.

Grå byrum bliver grønne

Flisen er udtænkt af tegnestuen Tredje Natur i samarbejde med Ibf og Aco Nordic som en ny løsning målrettet de tætte byer.

- Vi ønsker at vise verden, at klimasikring ikke ’bare’ er skjult teknik under jorden, men også en mulighed for at forbedre vores hverdagsrum, siger Jeppe Ecklon, projektleder i Tredje Natur.

Han tilføjer, at Klimaflisen er en samlet løsning, der både kan afhjælpe problemerne med regnvand, der ikke kan komme væk i byrummet og samtidig skabe mere bynatur i vores grå gader.

Mere aktivitet

Udvælgelsen af teststrækningen er foretaget med Københavns Kommune og bliver på Heimdalsgade på Nørrebro; en strækning, der i dag er en halvtrist parkeringsgade, og hvor der er potentiale for at teste Klimaflisen både teknisk og oplevelsesmæssigt.

- Vi har selv leget med tanken om mulighed for beplantning og mere aktivitet foran vores café, som kan være med til at give et aktivt gaderum med mulighed for ophold og oplevelser", siger Kim Tach, medejer af en café i Heimdalsgade.

Strækningen forventes anlagt i foråret 2017 og vil løbe frem til 2018 med det formål at teste og videreudvikle Klimaflisen i forhold til funktion, drift og design.

Til markedsmodning

Anlæggelsen af teststrækningen er muliggjort af en bevilling på 1,1 mio. kroner fra Markedsmodningsfonden. Forud har Klimaflisen været igennem et treårigt udviklingsforløb under Realdanias "Klimaspring"-kampagne.

- Fonden har set potentiale i at medfinansiere den sidste, men afgørende markedsmodning af løsningen. Med kilometervis af fortove i selv den mindste by har Klimaflisen et stort potentiale både herhjemme og internationalt", mener Pelle Lind Bournonville, som er projektchef i Realdania.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14