23948sdkhjf

Arkitema tegner ny medieskole i Aarhus

Landskabet, mellemrummet og skyen bliver tre bærende elementer i uddannelsesbyggeri til 130 mio. kroner
Fremtidens journalister får mulighed for at blive uddannet i alle luftlag.

Henrik Cavling (som lagde navn til Danmarks mest prestigefyldte journalistpris, red.) sagde engang: "Ser De, unge mand, som journalist gælder det om at være på hat med spidserne og kammerat med bisserne".

Måske har Arkitema Architects arbejdet i lidt samme baner, med deres vinderprojekt for den nye Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX).

Den bliver opført på en gammel industrigrund på Katrinebjergs campusområde i Aarhus og vil bestå af tre hovedelementer fordelt på syv niveauer.

En sky af viden

Det første er Landskabet, der består af en parkeringskælder under jorden og et indgangsparti, et stort, samlende atriumtorv og adgang til en fælles udendørs taghave. Den del af bygningen er delvist beklædt med gule teglsten for at signalere et tilhørsforhold til den gule tegl, som kendetegner Aarhus Universitet.

Mellemrummet er element nummer to og samler det, der skal være synligt og tilgængeligt for alle: auditorier, et mediecenter, kantine, studiefaciliteter og underviserkontorer. Dets facade er skabt i glas, der får bygningskroppens øverste del, Skyen, til at svæve over den øvrige del.

Skyen er de øverste niveauer, som rummer hovedparten af studiefaciliteterne, administration samt en tagterrasse, der er fælles for alle. Facaden i den del af bygningen kommer til at bestå af hvide, perforerede metalkasser, "som henleder tankerne på netop en sky, der skal symboliserer en sky af viden over et læringslandskab", skriver Arkitema i en pressemeddelelse.

8.600 kvm

Bygningen ventes klar til indflytning i august 2019 og skal ifølge arkitektvirksomheden byde på de bedste rammer for læring og viden for højskolens studerende, kursister og samarbejdspartnere.

DMJX har i samarbejde med Forskningsfondens Ejendomsselskab (FEAS), udpeget Arkitema som vinder blandt fem konsortier, som havde budt ind på opgaven.

Som Licitationen kort fortalte i går, bliver det totalentreprenør Jørgen Friis Poulsen A/S og ingeniørfirmaet Midtconsult, der sammen med arkitekterne skal stå for gennemførslen af projektet.

Byggeriet bliver cirka 8.600 kvm og har en økonomisk ramme på 130 mio. kroner.

Fleksible løsninger

Blandt mange andre løsninger, som har tippet til vinderforslagets fordel, er en vandrehal, som nytænkt hilsen til den kendte vandrehal i den nuværende højskole på Olof Palmes Allé.

Rektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Jens Otto Kjær Hansen, er meget tilfreds:

- Det er et spændende byggeri, som giver fleksible, brugbare og gennemtænkte løsninger på de mange krav og drømme, vi har haft til fremtidens højskole. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at det bliver et inspirerende og dynamisk sted at være og lære, siger medierektoren i en pressemeddelelse.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.973