BOGANMELDELSE: Fra rå by til grøn nordjysk vidensmetropol
En ny bog om Aalborg gennem de seneste knap 70 år er en underholdende indføring i byplanlæggernes gnistrende værksted
Fra 1950’ernes forvandling til handelscentrum, med ofte brutale gadegennembrud for at skaffe plads til bilerne, over 70’ernes bevarings- og fornyelsestanker til nutidens strategier om tæt byudvikling med mindre forurening.
Projekterne handlede selvsagt meget om forvandlingerne fra industri til byformål og hjælpen kom blandt andet via diverse fonde og partnerskaber med almene boligselskaber og andre investorer.
Disse knap 70 års byhistorie er nu kommet i billedspækket bogform, "Byplanlægning i Aalborg Midtby", der kalder på lige dele fascination over tidens gang til beundring over de menneskevenlige tiltag, som fremsynede byudviklere, politikere, arkitekter og developere.
Bogen er skrevet af ph.d. og arkitekt Anne Juel Andersen og udgivet af Selskabet for Aalborg Historie i samarbejde med blandt andet Aalborg Stadsarkiv og By- og Landskabsforvaltningen.
Sagligt, fagligt og yderst kompetent formår forfatteren at samle de mange tråde i et tumultarisk byliv, og hvad bogen mangler i sproglig spræl opvejes af den kærlighed til stoffet og de høje ambitioner, som siderne udstråler.
Ikke mindst hjulpet godt på vej af fascinerende historiske fotos, som for eksempel af en trafikregulerende betjent i Vesterbrokrydset anno 1954 eller folkeliv i Kvickly i Vingaardsgade i året 1964, da velstanden og de nye tider tydeligvis var landet hos de ivrigt indkøbende.
Nye og gamle fotos og ikke mindst mange illustrative gadegrafikker giver et levende indtryk af en by i hastig forandring.
Og det er ikke slut endnu:
De mange ar i byen fra fortidens brutale byplanlægning, var fortsat ikke helet, da vi kom frem til 1990. I årene frem havde midtbyen et lidt stillestående præg, men konturerne af den kommende byomdannelse var begyndt at vise sig. En milepæl var 1994, da Aalborg afholdt den første EU-konference om bæredygtige byer - længe før de fleste andre bykonger kendte ordet - og den mundede ud i underskrivelsen af Aalborg Charter, som mere end 3.000 byer fra 40 lande i dag har tilsluttet sig. Med underskriften arbejder byerne for bæredygtighed; en proces, der blev markeret med byøkologi og - med inspiration fra især Tyskland - styrket af et ønske om at udvikle de mange tomme industribygninger og bevare den gamle industriarkitektur; et arbejde, som nu er ved at være færdiggjort.
Og så må man håbe, som forfatteren skriver i sit efterskrift, at Aalborg fortsat kan fungere som drivkraft for vækst i hele Norddanmark. Men her er vi, realistisk set, afhængige af den nationale politik på mange områder, som uddannelse, trafik og teknologiudvikling.
Ingen by er en ø. Og ingen by kan klare sig alene. Det viser Anne Juel Andersens fine bog tydeligt.
Anne Juel Andersen: "Byplanlægning i Aalborg Midtby"
137 sider
Forlag: Selskabet for Aalborgs Historie