23948sdkhjf

Nyt om navne

I dag nyt fra Realdania og Aalborg Universitet
Realdania

Realdanias medlemmer har på valgmøde i Musikteatret valgt seks medlemmer til Realdanias repræsentantskab i Holstebro:

Bente Tang, landmand, Skjern

Birthe Jacobsen, finansiel rådgiver, Herning,

Carsten With Thygesen, adm. direktør, Viborg,

Erik Lund, gårdejer, Herning,

Kurt Degnbol, direktør, Holstebro og

Pernille Rüsz Bloch, advokat, Holstebro. Valget gælder for en fireårig periode.

På valgmødet fortalte bestyrelsesformand Michael Brockenhuus-Schack og adm. direktør Jesper Nygård om Realdania og om nogle af de over 3.000 forskellige projekter, som Realdania har støttet med i alt 16,7 mia. kroner i løbet af de 16 år, den filantropiske forening har eksisteret.

- Medlemsdemokratiet er en vigtig del af Realdanias DNA, og repræsentantskabet er den øverste myndighed i Realdania. Gennem den demokratiske proces sikrer vi, at repræsentantskabet er en kvalificeret og kompetent forsamling, som kan føre tilsyn med og inspirere Realdanias bestyrelse og direktion.

Derfor er jeg også glad for og stolt over det store fremmøde, som vi oplevede på valgmødet i Holstebro i går, og jeg ser frem til samarbejdet med de valgte medlemmer af repræsentantskabet, siger Michael Brockenhuus-Schack.

Alle, der ejer fast ejendom, kan gratis blive medlem af Realdania. Foreningen har ca. 146.000 medlemmer.

Aalborg Universitet

Søren Damgaard, afdelingsdirektør i IBM, bliver efter nytår øverste ansvarlige for Aalborg Universitets omfattende samarbejde med virksomheder og organisationer. Hans ambition er at øge og systematisere indsatsen på innovationsområdet.

Det er med 30 års erfaring fra it-branchen og stor indsigt i samarbejdet mellem universiteter og erhvervsliv, at 62-årige Søren Damgaard efter nytår tiltræder som ny innovationsdirektør på Aalborg Universitet (AAU). Som afdelingsdirektør hos it-giganten IBM, har Søren Damgaard blandt andet været ansvarlig for at outsource it-leverancer for nogle af koncernens største kunder.

Søren Damgaard har desuden en baggrund i forskningens verden. Han er uddannet lic.scient. i fysik fra Aarhus Universitet og har arbejdet en årrække hos forskningscentret CERN i Schweiz.

Han har i en årrække været formand for it-branchens og ITEK’s (DI Digital) forsknings- og uddannelsesudvalg og har siden 2012 været medlem af Dansk Industris forskning- og uddannelsesudvalg.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.132