Nyt om navne
I dag nyt fra Cowi, Sweco og Newsec Egeskov & Lindquist
Søren Friis, der er vice president for mergers & acquisitions i den rådgivende ingeniørvirksomhed Cowi, fylder 50 år i dag.
Han er uddannet cand.merc. i finansiering og strategi fra Copenhagen Business School i 1991. Han blev ansat i Cowi i 2012 og er med til at lægge rådgivervirksomhedens opkøbsstrategi og dermed rammerne for Cowis fortsatte udvikling og vækst.
Søren Friis har i over 20 arbejdet med kapital- og venturefonde blandt andet som investor manager hos investeringsforeningerne LD Invest, Seed Invest og Seed Capital.
Før da har han været hos Invest Miljø og hos Deloitte.
Sweco
Rådgivningsvirksomheden Sweco har ansat en række nye medarbejdere.
Per Svop er ansat som projektchef i Swecos byggeridivision i Odense. Han kommer fra en stilling som projektchef for bolig, energi og sundhed hos Rambøll A/S, hvor han har været ansat siden 2012.
Per Svop har mere end 15 års erfaring i branchen og har arbejdet som projektleder hos både arkitekter Kant Arkitekter A/S & Arkitema A/S og ingeniører Henneby Nielsen & Rambøll.
Mie Bøje Rasmussen er ansat som bygherrerådgiver i Glostrup. Hun er uddannet ingeniør inden for vvs og ventilation og har 22 års erfaring inden for byggebranchen. Mie Bøje Rasmussen kommer fra en stilling som byggeteknisk chef på Glostrup Hospital. Tidligere har hun været ansat i Alectia hvor hun arbejdede med projektledelse, byggeledelse og fagledelse.
Henrik Kristian Rasmussen er ansat som byggeleder i Swecos byggeridivision i Odense. Han er uddannet bygningskonstruktør og kommer fra en stilling som byggeleder hos Rambøll A/S, hvor han har været ansat de seneste ni år.
Henrik Kristian Rasmussen har arbejdet med byggeledelse og fagtilsyn, primært på om- og tilbygningsprojekter og på energirenoveringsprojekter for Odense kommune, sygehuse og for boligforeninger.
Patrick Marloth Hansen er ansat som vvs-driftsrådgiver i Swecos afdeling for facilities management i Glostrup. Patrick Marloth Hansen kommer fra en lignende stilling hos rådgivningsvirksomheden Gaihede og skal styrke ventilationsgruppen.
Endelig er Emil Greve Bonde ansat som installationsingeniør i Swecos byggeridivision i Aarhus. Emil Greve Bonde er nyuddannet civilingeniør fra Aalborg Universitet med speciale i energi & indeklima.
Newsec Egeskov & Lindquist
Camilla Birkelund Strøm er ansat som regnskabsmedarbejder hos erhvervsmæglerfirmaet Newsec Egeskov & Lindquist, skriver Estate Media.
Hun har arbejdet med økonomi siden 2003, og hos Newsec får hun blandt andet ansvaret for den daglige bogføring.
Camilla Birkelund Strøm kommer fra en international virksomhed, der distribuerer it- og forbrugerelektronik, hvor hun var tilknyttet den centrale økonomifunktion.
Udover projekt- og udviklingsopgaverne kommer bogholderi, regnskab og betalinger til at fylde i det daglige arbejde.