Gods blæser liv i gammel bygningskultur
Hverringe Gods i Kerteminde har etableret et center for restaurering, der skal udvikle den danske bygningskultur
På godset er der i dag stadig almindeligt landbrug og skovdrift, men forretningen er udvidet med så meget mere end det. På de store arealer og bygninger er også maskinstation, campingplads, møde- og selskabslokaler og som seneste skud på godsstammen: en forretning, som skal udvikle og vedligeholde den særlige danske bygningskultur.
Godsejer Niels Iuel Reventlow har på den restaurerede gård Gl. Broløkke og i den transformerede kostald - som fremover hedder Materialegården - etableret Hverringe Centrum for Restaurering.
Et kombineret byggemarked og webshop til restaurering og ombygning af gamle huse med tilknyttet videns- og kursuscenter. Ud over at finde og sælge materialer til brug ved gammel bygningskultur afholdes således også kurser, foredrag og formidles viden til håndværkere, arkitekter og private om dansk bygningskultur.
"Traditionerne og den håndværksmæssige viden om vedligeholdelse og renovering af gammel bygningskultur er ved at blive glemt. Det er både håndværkere og private, som efterspørger produkter og viden om disse. Med det her tiltag har vi gjort den praktiske viden tilgængelig, og nu er der både en butik og et kursussted, hvor private og professionelle har adgang til viden og materialer", udtaler Niels Iuel Reventlow i en pressemeddelelse.
Bevare fælles kulturarv
Kort sagt handler det om at bevare den fælles kulturarv og sikre, at mange af de 1,3 mio. bygninger i Danmark, som er opført før 1960, bevarer deres smukke og oprindelige arkitektoniske udtryk.
"Folk bliver oplært i de gamle teknikker, men vi har også fokus på, hvordan du restaurerer og bygger nutidige og moderne løsninger ind i det gamle, for eksempel i form af energirenovering af ældre boliger", siger Dorthe Øllegaard Utecht, der er centerleder på godsets nye Center for Restaurering.
Hjælp udefra
I udviklingen af det nye forretningsområde lægger Hverringe Gods ikke skjul på, at godset benytter sig af hjælp udefra, som kan bidrage med nye indspark.
Her har godset fået af Væksthus Syddanmark, som er specialiseret i at hjælpe små og mellemstore vækstvirksomheder med at skabe arbejdspladser, eksport og øget omsætning som uvildig sparringspartner
"Vi er optaget af, hvordan vi hele tiden kan udvikle vores aktiviteter. For os har det været naturligt at få vores regionale væksthus, Væksthus Syddanmark, på banen til at hjælpe med at få skabt det rette set up", siger Dorte Øllegaard Utecht og uddyber:
"Vi har selv mange kompetencer, men der er også en masse vi ikke ved noget om, for eksempel hvordan man laver en webshop-platform og får skabt digital synlighed omkring vores aktiviteter. Her har vi haft stor gavn af Væksthus Syddanmark, som har hjulpet os med at finde retning og finde de helt rette folk til at løfte vores nye forretningsområde.
brahe