23948sdkhjf

Ny skole forløser både funktion og arkitektur

Når skolereformen bliver taget på ordet. Ny Aarhus-skole er bygget til tidens børn og pædagogik - med bevægelse i fokus
På Nohrcon’s "Konference om fremtidens skole og læringsrum" er vinderen af Årets skolebyggeri 2016 lige blevet kåret: Frederiksbjerg Skole i Aarhus vandt prisen foran fire andre skoler.

Juryen bestående af uafhængige eksperter fremhævede, at arkitekturen tager skolereformen på ordet og forløser spørgsmålet om mere bevægelse både inde og ude.

Borgmester Jacob Bundsgaard roser skolen for et helt unikt skole- og børnemiljø, hvor funktionalitet og arkitektur glider sammen med byrummet.

Frederiksbjerg Skole er den første skole, der er bygget i Aarhus Midtby i mere end 100 år. Visionen var at skabe fremtidens skole og gøre den til kernen i et sammenhængende børne- og ungemiljø i Aarhus midtby. 900 børn har fået en hverdag i nye og moderne rammer, der understøtter de pædagogiske tanker.

Bevægelses-dna

Der er således gjort op med traditionelle klasselokaler, sat fokus på brugerne og det omgivende samfund, og skabt rum til bevægelsesaktiviteter både inde og ude - et tydeligt "bevægelses-dna" i hele byggeriet.

"Det er en stor kvalitet, at arkitekturen tager skolereformen på ordet. Skolen har taget bevægelse indendørs, men samtidig skabt plads til udfoldelse udvendigt på trods af de trange rammer. Mulighed for - og ansporing til - forskellige former for bevægelse er nærværende i bygningen", lyder det blandt andet fra juryen.

En stor udfordring

Den rådgivende ingeniørvirksom Niras har som den gennemgående projekterende rådgiver stået for alle ingeniørdiscipliner som konstruktioner, installationer, energioptimering, indeklima, brand og akustik (se også ovenstående artikel, red.)

Det har været en spændende udfordring, da skolen er konstrueret med mange forskudte planer.

"Vi har virkelig haft den kreative hat på for at finde de rigtige løsninger," siger projektchef i Niras Lars Nordenhof.

I bygningen er der kun få bærende betonvægge, og da facaden brydes af forskudte vinduer, og taget også brydes på forskellig vis, skulle der et større regnearbejde til at sikre, bygningen var stabil.

Rådmanden for Børn og Unge i Aarhus Kommune, Bünyamin Simsek (V), siger om skolen:

"Prisen er fuldt fortjent, for skolen er et unikt byggeri, centralt og smukt placeret i bybilledet. Det er lykkedes at forene pædagogiske visioner om bevægelse og viden med arkitektoniske nyskabelser".

Læs også: " Vinderskole erstatter larm med leg ".

Teamet bag skolen
Holdet bag Frederiksbjerg Skole:

Bygherre: Aarhus Kommune
Arkitekt: Henning Larsen Architects A/S, GPP Arkitekter, Møller & Grønborg, Kari Moseng
Entreprenør og ingeniør: Hoffmann A/S, Niras A/S
Bygherrerådgivere: Cowi, Pluskontoret Arkitekter, Schønherr Landskab, Learning Spaces
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157