23948sdkhjf

3F-rundspørge: Spildtid er byggeriets største udfordring

En rundspørge i 3F’s byggegruppe afslører, at spildtid anses som det, branchen er mest utilfreds med. Men det og andre fremhævede problemer kan i flere tilfælde løses, hvis kommunikation mellem ledelse og ansatte kom højere på dagsordenen, lyder det
Der er plads til en række forbedringer på landets byggearbejdspladser.

En rundspørge foretaget af 3F blandt dele af fagforeningens byggemedlemmer viser, at der især peges på udfordringer med planlægning af byggeprojekter, tunge løft, medinddragelse, kommunikation og involvering.

Rundspørgen viser, at spildtid som følge af manglende planlægning anses som det, byggearbejderne er mest utilfreds med. Hele 55 procent svarer, at der er meget spildtid, fordi projekterne ikke er planlagt godt nok.

På andenpladsen over elementer, som byggearbejderne er mest utilfreds med på deres arbejdsplads, er toiletforholdene. Hele 28 procent svarer, at toiletforholdene er dårlige.

"Det kommer virkelig bag på mig, at toiletforholdene kan være et problem i dag", siger konsulent i 3F, Michael Dalsgaard, der er en af bagmændene bag rundspørgen, som knap 2.600 har svaret på.

For lidt information

I forhold til sikkerheden på arbejdspladsen fremhæves især mange tunge løft som det væsentligste problem, og når det gælder kommunikation, så angiver medlemmerne to hovedproblemer:

47 procent svarer, at deres arbejdsgiver informerer meget lidt, og 44 procent fremhæver dårlig kommunikation med bygherre, arkitekt, projektleder og ingeniører.

Det er ifølge rundspørgen tydeligt, at medarbejderne ønsker indflydelse.

46 procent fremhæver manglende deltagelse i byggemøder som det, de er mest utilfreds med i forhold til involvering. 36 procent svarer, at de mangler relevant information for at kunne planlægge arbejdet, og 25 procent angiver, at de mangler opdaterede tegninger.

"Der er ingen tvivl om, at der, hvor det halter, er kommunikationen medarbejderne og ledelse imellem. Hele udfordringen er, at man ikke får talt sammen og får inddraget medarbejderne. Hvis man som virksomhed fik sat sig ned og fik talt sammen, så kunne man fjerne mange af de her forhindringer", siger Michael Dalsgaard.

En af kommentarerne i rundspørgen lyder da også, at "meget mere kommunikation mellem håndværker og byggeledelse ville spare mange spildtimer".

"Man kan ikke løse det her ad én gang, men man kan sætte en proces i gang", supplerer Michael Dalsgaard og understreger, at der fra flere sider er gjort forsøg.

"Der er ingen tvivl om, at mange virksomheder har fokus på det her og har stor gavn og glæde af det", siger han og fremhæver entreprenørvirksomhederne Enemærke & Petersen A/S og Jakon A/S som gode eksempler.

"Vi har talt om det her i mange år, og der er blevet gjort meget fra organisationernes side. Derfor undrer det mig også, at det ikke har slået mere igennem. Jeg tror, det hænger sammen med kulturen i branchen. Det er ikke kulturen, at man sætter sig ned og snakker tingene igennem. Man handler. Men det er vigtigt at dele erfaringer, så man ikke begår de samme fejl fra projekt til projekt", siger Michael Dalsgaard og supplerer.

"Virksomhederne er hårdt presset pt. Og hvis de ved hjælp af den her arbejdsmetode kan optimere virksomheden, fjerne spild og få skabt en sund, stærk og konkurrencedygtig virksomhed, så er det jo til gavn for både ansatte og arbejdsgivere".

Tidspres og kultur spiller ind

Hos Dansk Byggeri roser man 3F for at have lavet en rundspørge med så bredt et deltagerfelt, og man fremhæver, at resultatet kalder på, at virksomhederne og lederne griber den bold, som medarbejderne kaster op med ønske om mere involvering.

"Det bør virksomhederne udnytte", siger Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri.

Han understreger, at mange virksomheder er gode til det, men at der er plads til forbedringer

Årsagen skal umiddelbart findes i det tidspres, som kendetegner alle dele af byggeriet - lige fra projektering over udbud til udførelse. Han peger i den forbindelse på mulighederne i digitale værktøjer, som giver nye muligheder for dem, der bringer det i spil.

Læs også: " God kommunikation er forudsætning for at nå målet hos Jakon ".

Rundspørgen
Tilbage i juni sendte 3F et spørgeskema ud til en del af fagforeningens byggegruppe-medlemmer. Spørgeskemaet består af fire hovedspørgsmål, hvor medlemmerne har skullet vælge tre problemer, som de anser for at være de væsentligste mellem en række valgmuligheder.
Baggrunden er projektet ”Bedre Bundlinje 3.0”, som er et samarbejde mellem Dansk Byggeri og Byggegruppen i 3F. Med svarene kan fagforeningen arbejde mere målrettet med at forbedre medlemmernes arbejdsforhold, medindflydelse og deres mulighed for at øge indtjeningen, lyder det.
Knap 2.600 svarede på spørgeskemaet, og svarene er primært fra tømrere, murere, anlægsarbejdere, stilladsarbejdere, ufaglærte og lærlinge inden for disse fag.
60 procent af respondenterne er svende, 26 procent er ufaglærte, og 14 procent er lærlinge.
Næsten halvdelen af medlemmerne i undersøgelsen har været i faget i 20 år eller mere, og der er flest besvarelser fra ansatte, som arbejder i virksomheder med flere end 50 ansatte. Små virksomheder med under 10 medarbejdere er imidlertid også godt repræsenteret.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.175