23948sdkhjf

Trægrossist gentager et flot årsresultat

Omsætningen stiger med tocifrede vækstrater hos Global Timber i Aarhus
Med et overskud på 10 mio. kroner leverer Skandinaviens største hårdttræ-grossist, Global Timber, et årsresultat på niveau med sidste års rekordregnskab.

"Vi har blandt andet oplevet en generel fremgang i markedet og med en meget dedikeret medarbejderstab har vi kunnet fortsætte de gode takter fra sidste års regnskab", siger direktør i Global Timber, Peter Bæk, og fortsætter:

"Vores nettoomsætning er igen i år steget med en tocifret procentsats. Salget i Danmark er steget med imponerende 30 procent. USA og Sydøstasien opnåede også tocifrede vækstrater, mens udviklingen på de øvrige eksportmarkeder var moderat, men dog stigende".

Årets resultat blev 10,153 mio. kroner mod 10,115 mio. kroner i 2014/15 og fire mio. kroner året før. Egenkapitalen er på 22. mio. kroner og antallet af medarbejdere ligger på 25 fuldtidsbeskæftigede i Danmark.

"Virksomhedens vigtigste ressource er vores dygtige og dedikerede medarbejdere. De skal have optimale rammer for at udføre deres arbejde, og derfor har vi investeret i en ny domicilejendom i det sydlige Aarhus", siger Peter Bæk.

"For første gang samler vi lager, salg og administration på én adresse. Vores 5000 kubikmeter store trælager flyttes lige nu fra Hovedgård (mellem Aarhus og Horsens, red.) til det nye lager på Michael Drewsens Vej i Aarhus, sammen med 12 medarbejdere. Når ombygningen af administrationsbygningen er færdiggjort flytter resten af virksomheden med, sandsynligvis i løbet af sommeren 2017", siger direktøren.

Langsigtet strategi

Ifølge Peter Bæk har købet af den nye domicilejendom en negativ indflydelse på Global Timbers finansielle resultat på kort sigt. Men investeringen skal ses som en vigtig del af en langsigtet strategi for fremtidig vækst.

Det samme gælder etableringen af et nyt datterselskab, Fredsted Floors A/S. Selskabet skal levere ekstraordinære design-træløsninger for gulve, outdoor m.v. i high-end segmentet både herhjemme og internationalt.

Global Timbers markante resultater i de seneste år har medført, at virksomheden deltager i konkurrencerne "PWC Årets Ejerleder 2016" og "EY Entrepreneur of the Year 2016".

For at være med skal man leve op til en række skrappe vækstkriterier. Global Timber og en håndfuld øvrige finalister er udvalgt blandt flere tusinde deltagende virksomheder.

Global Timber A/S
Mio. kroner 2014/2015 2015/2016
Bruttoresultat 22,3 24,7
Driftsresultat 11,1 11,4
Resultat før skat 10,1 10,2
Årets resultat 7,7 7,7
Egenkapital 19,0 22,0

Regnskabet er afsluttet 30. juni 2016
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112