23948sdkhjf

Nyt om navne

I dag nyheder fra Sweco, Skanderborg Kommune og Københavns Kommune
Sweco

Jan Nygaard Hansen, 61 år, er ansat som senior- og arbejdsmiljørådgiver i afdelingen for bygherrerådgivning hos rådgivningsvirksomheden Niras. Han er oprindeligt uddannet murer og senere bygningskonstruktør og kommer fra rådgivningsvirksomheden Sweco Danmark A/S, hvor har arbejdet som arbejdsmiljørådgiver og -leder gennem 16 år.

Før det arbejdede Jan Nygaard Hansen i det daværende Bedriftssundhedstjenesten (BST). I alt har han beskæftiget sig med arbejdsmiljø i over 25 år.

I sin nye stilling hos Niras skal Jan Nygaard Hansen udvide virksomhedens aktiviteter inden for arbejdsmiljørådgivning og rådgive om projektering og udførelse af bygge- og anlægsprojekter.

Desuden skal han i Dansk Byggeri-regi afholde kurser inden for arbejdsmiljøuddannelsen for koordinatorer ved bygge- og anlægsprojekter og har netop afsluttet en sådan opgave for Københavns Lufthavne. Opgaven indeholdt koordinatoruddannelse og brush up-kurser for bygherreorganisationen samt opbygning af et arbejdsmiljøledelsessystem til at styre bygherrepligter, når man projekterer og udfører.

Jan Nygaard Hansen har undervist på arbejdsmiljøkoordinatoruddannelsen siden 2004, og hans kompetencer inden for området har blandt andet ført til opgaver om tilsyn med sikkerhed på byggepladser og opbygning af koncepter til at håndtere bygherrens pligter ved bygge- og anlægsprojekter for eksempelvis Forsvarets Ejendomsstyrelse, Byggestyrelsen og butikskæden Lidl.

Sweco

Hanne Jørgensen er ansat som afdelingschef for forretningsområdet Contamination Management hos rådgivningsvirksomheden Sweco Danmark A/S. Hanne Jørgensen har en baggrund som teknikumingeniør samt en MBA fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Hun kommer senest fra en stilling som projektdirektør i rådgivningsvirksomheden Rambøll og har derudover mere end 20 års erfaring fra rådgivningsvirksomheden Alectia, hvor hun har varetaget ledende stillinger.

I sin nye stilling hos Sweco Danmark bliver Hanne Jørgensens primære ansvar at udvikle og styrke aktiviteter inden for byggeri, jord, grundvand og affald i hele landet. Desuden får hun internt en nøglerolle i det tætte samarbejde med kolleger på tværs af afdelinger og forretningsområder.

Skanderborg Kommune

Klaus Gammelgaard, 43 år, er ansat som direktør med særligt fokus på teknik og miljø samt børn og unge i Skanderborg Kommune. Klaus Gammelgaard er uddannet cand.jur. og har skrevet ph.d.-afhandling med titlen "Kommunal udøvelse af og støtte til erhvervsvirksomheder", begge dele fra Aarhus Universitet.

Han kommer senest fra en stilling som stabschef for politik, kommunikation og digital service i Randers Kommune.

Efter sin eksamen arbejdede Klaus Gammelgaard som advokatfuldmægtig, indtil han i 2003 blev ansat i Aarhus Kommunes juridiske afdeling. I 2006 blev han chef for byrådsservice-funktionen.

Fra 1998 til 2004 var Klaus Gammelgaard politisk aktiv som konservativt medlem af byrådet i Aarhus, men forlod lokalpolitik på grund af sin ansættelse i kommunen. Han bor i Risskov i Aarhus Kommune.

Klaus Gammelgaard tiltræder sin nye stilling til oktober og afløser Lars Clement, der har overtaget stillingen som kommunaldirektør i Mariagerfjord Kommune.

Københavns Kommune

Rikke Voss Hvelplund, 49 år, er ansat som centerchef for miljøbeskyttelse i Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning. Hun er uddannet akademiingeniør i kemi i 1992 og uddannet civilingeniør i miljø fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i 2001.

Rikke Voss Hvelplund kommer fra en stilling som miljø- og teknikchef i Halsnæs Kommune. Tidligere har hun blandt andet arbejdet i den daværende Frederiksværk Kommunes tekniske forvaltning, primært inden for affaldsområdet. Rikke Voss Hvelplund afløser Hans Chr. Karsten, der er blevet vicedirektør i den nyoprettede Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning under Miljø- og Fødevareministeriet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141