23948sdkhjf

Omsætning og mobilitet bærer Cowi fremad

Halvårsregnskabet fra Cowi A/S giver grund til optimisme hos adm. direktør Lars-Peter Søbye. Milliardprojekter i støbeskeen og en klar tværfaglig strategi er i fokus
Den rådgivende ingeniørvirksomhed Cowi A/S arbejder lige nu med projekter, der får betydning for mange mennesker langt ind i fremtiden:

Danmarks største skybrudstunnel i det nordlige København, en forbindelse over Lower Thames i London, infrastrukturprojektet Västlänken i Gøteborg med underjordisk station, samt rådgivning om hovedstadsbyggeriet på den gamle postterminalgrund.

De fire eksempler afspejler virksomhedens øjeblikkelige succes, og det samme gør Cowis regnskab for første halvdel af 2016, ifølge adm, direktør Lars-Peter Søbye:

"Vi vokser som planlagt. I starten af året lancerede vi en ny forretningsstrategi, som vi kalder One Step Ahead, og vi er i gang med at indfri en række af de mål, vi har sat os - både for indeværende år samt på den længere bane", siger han.

Halvårsregnskabet er samtidig væsentligt bedre i forhold til samme periode sidste år. Med en forbedret drift og en robust ordrebog forventer Cowi at indfri målsætningerne for hele året.

Fem procents stigning

Cowi leverede i første halvdel af 2016 en omsætning på lige knap tre mia. kroner; en stigning på fem procent i forhold til samme periode i 2015.

Samtidig opnåede virksomheden et driftsresultat på 102 mio. kroner og et cashflow på 103 mio. kroner, som er en væsentlig forbedring i forhold til sidste år.

"Essensen i vores nye vækststrategi er at drive en sund forretning med et sundt cash flow, og derfor har vi i første halvår haft strategisk fokus på netop at styrke den finansielle fleksibilitet. Dét er lykkedes, og vi har en forventning om, at den udvikling fortsætter. Kombineret med en solid ordrebog i hele forretningen - på tværs af vores kernesektorer - er vi styrket i troen på, at vi kommer til at indfri vores mål for hele året", siger Lars-Peter Søbye.

Fokus på teams og partnere

Et nøgleelement i strategien, og indsatsen for at sikre Cowis konkurrenceevne på det globale marked, er prioriteringen af de synergier, der opnås ved at arbejde tættere sammen på tværs af forretningen.

"Det er kendetegnende for en række af de store projekter, vi har vundet her i 2016, at vi vinder, fordi vi er i stand til at mobilisere stærke teams på tværs af fagligheder og geografi - og hvor forskellige tværgående kompetencer bringes i spil. Västlänken i Gøteborg er et eksempel på den tilgang", siger Lars-Peter Søbye, som tilføjer, at Cowi arbejder sammen med samarbejdspartnere over hele verden, som kan bidrage med de specialistkompetencer og lokalkendskab, som opgaven kræver.

For eksempel skal Cowi med eksterne partnere arbejde på Themsen-forbindelsen, som er et af de store og markante infrastrukturprojekter i Europa".

Infrastruktur er den vigtigste vækstmotor for Cowi i den kommende femårs-strategiperiode, skriver rådgiverne i en pressemeddelelse i forbindelse med gårsdagens offentliggørelse af regnskabet.

Ambitionen er at skabe en vækst i ydelser relateret til infrastrukturprojekter på over 50 procent. Men også inden for virksomhedens øvrige kerneområder - byggeri, energi samt vand og miljø - er vækstmålene ambitiøse.

"Det viser opkøbet af bygherrerådgivningsvirksomheden Bascon, der betyder, at vores position inden for strategisk bygherrerådgivning er væsentligt styrket. Den globale urbaniseringstrend skaber et massivt potentiale på tværs af vores kernesektorer. Og trods politisk og finansiel uro på udvalgte markeder er vores forventninger til årets samlede resultat uændret positive", siger Lars-Peter Søbye.

Cowi A/S (Halvårsregnskab)
Millioner kroner
2015 2016
Omsætning 2.834 2.987
Driftsresultat 89 102
Resultat før skat 113 111
Periodens resultat 73 76
Egenkapital 980 1.046
Antal ansatte 6.347 6.527

Halvårsregnskabet er afsluttet 30. juni 2016

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172