23948sdkhjf

Dokk1 er verdens bedste folkebibliotek

Det markante havnebyggeri Dokk1 i Aarhus blev nummer et i dysten om den internationale bibliotekspris Systematic – Public Library of the Year, der blandt andet hylder den markante arkitektur
Kulturbyggeriet Dokk1 i Aarhus har vundet den internationale bibliotekspris ”Systematic – Public Library of the Year 2016” som verdens bedste, nye folkebibliotek. Det er første gang, et dansk bibliotek vinder prisen.

Prisen blev overrakt på den internationale bibliotekssammenslutning IFLA’s årsmøde i Columbus, Ohio, natten til tirsdag.

DOKK1 er tegnet af c, og det er en international fagjury sammensat af arkitekter og biblioteksfaglige eksperter, der har stået for udvælgelsen.

Det er sket blandt i alt fire nominerede biblioteker fra Australien, USA og Danmark.

Nogle af udvælgelseskriterierne er arkitektur, indretning, anvendelse af ny digital teknologi og evne til at inddrage lokalområdets borgere til aktiviteter og deltagelse.

Sidste år vandt Kista Bibliotek i Stockholm prisen blandt nominerede biblioteker fra blandt andet Spanien, Kenya og Australien.

Enestående samlingspunkt

I år var det så Danmark, der kom øverst på sejrsskamlen, og i Aarhus er der tydelig stolthed, personificeret ved rådmand i Aarhus Kommune Rabih Azad-Ahmad.

”Jeg er stolt og glad over, at Aarhus’ nye folkebibliotek høster international anerkendelse og nu er kåret til verdens bedste. Dokk1 et blevet et enestående samlingspunkt og mødested for viden, meninger og mennesker, og huset tiltrækker turister og fagfolk fra hele verden. International ros og klap på skulderen fra udlandet er altid dejligt, men det betyder lige så meget, at Dokk1 er blevet et populært mødested for aarhusianerne”, siger han.

Et vellykket møde

Kulturminister Bertel Haarder (V) hylder også den nyhøstede internationale sejr.

”Dokk1 er et usædvanligt vellykket møde mellem to smukke, danske traditioner. På den ene side vores kulturelle ambitioner om at åbne alverdens kundskab for alle generationer og samfundslag og på den anden side sansen for funktionel og smuk formgivning. Dokk1 er et strålende eksempel på, hvordan man skaber visionær og moderne arkitektur, der tager højde for bibliotekets mange forskelligartede opgaver og de digitale muligheder. Jeg glæder mig over prisen, som er en stor anerkendelse af Aarhus”, siger kulturministeren i en pressemeddelelse.

Om biblioteksprisen
Systematic – Public Library of the Year er en international bibliotekspris, som gives til det bedste, nye folkebibliotek i verden.
Det nye bibliotek skal tage højde for ny digital udvikling, brugernes ønsker og behov, den lokale kultur og ønsket om at imødekomme
en sammensat befolkningsgruppe med et åbent og funktionelt arkitektonisk udtryk.
Prisen er en del af projektet Modelprogram for Folkebiblioteker, som er stiftet af Slots- og Kulturstyrelsen og Realdania, og prisen er sponsoreret af it-virksomheden Systematic.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.103