Nye boliger får batteri back-up
60 nye husstande i Københavns Nordhavn har strøm til et døgn uden forsyning
”Dette er kun starten på en mere udbredt anvendelse af batteriløsninger i elnettet. I ABB er vi overbevist om, at vi i fremtiden vil se anvendelse af mange flere net-tilsluttede batterier i forbindelse med for eksempel solceller, vindmøller, el-biler og -busser”, siger ABBs salgschef, Jonas M. Kehr.
Nordhavn er et nyt vækstområde i København. Når den nye bydel er fuldt udbygget vil der være 40.000 beboere og 40.000 arbejdspladser. Så befolkningsmæssigt bliver bydelen større end eksempelvis Viborg og Bornholm.
Større krav til elnettet
En af ambitionerne med den nye bydel er at skabe et område i København, som er energimæssigt bæredygtig. Flere af bygningerne vil eksempelvis selv producere elektricitet ved hjælp af solceller og andre former for vedvarende energi. Nytænkningen gælder også infrastrukturen og samspillet mellem el, fjernvarme/fjernkøling og vand/spildevand.
De grønne ambitioner og det anderledes energiforbrug stiller særlige krav til elnettet. Lagring af energi i batterier kommer formodentlig til at spille en langt større rolle end i dag. Det forbereder Radius sig på ved sammen med partnerne i projektet EnergyLab Nordhavn at teste, hvordan store batterier kan spille sammen med elnettet. Energien fra batteriet kan anvendes, når der er behov for at mindske belastningen af elnettet, som dermed kan drives mere omkostningseffektivt.
- I de kommende år vil energiproduktionen svinge meget mere, end vi er vant til, og forbrugsmønstrene vil ændre sig på grund af den grønne omstilling. Som elnetselskab får vi en unik mulighed for at forberede os på fremtiden. Ved at sætte batteriet i drift i Nordhavn demonstrationsprojektet kan vi lære mere om, hvordan vi skal designe elnettet, så det passer til den verden, vi vil møde om få år”, siger Anders Vikkelsø, der er vice president i Radius.