23948sdkhjf

Nyt om navne

I dag nyheder fra Løwener, SBI, BB fiberbeton, Deas, Anker Hansen & Co. og Flash Light
Løwener

Karin Malchau kan på mandag fejre sit 50-års jubilæum hos teknikgrossisten Løweners afdeling for entreprenørmateriel.

Hun har været administrativ leder for afdelingen og passer alt fra maskinbestilling til fakturering og korrespondance samt salgssupport for virksomhedens sælgere.

SBI

Ruut Peuhkuri er ansat som ny forskningschef med ansvar for afdelingen Byggeteknik og Proces ved Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) under Aalborg Universitet København.

Ruut Peuhkuri har selv baggrund i bygningsfysikken, hvor hendes forskning især har handlet om fugt i klimaskærmen. Hun er uddannet civilingeniør, ph.d. og kommer fra en stilling som seniorforsker i den afdeling, som hun nu bliver leder af. Tidligere har hun været lektor på Danmarks Tekniske Universitet (DTU), rådgiver hos Passivhus.dk samt seniorforsker på det teknologiske forskningscenter VTT i Finland.

Ruut Peuhkuri har især ambitioner om at styrke samarbejdet med forskningsafdelingens eksterne interessenter.

”Vores samfundsmæssige opgave er at forbedre byggeriet gennem forskning, formidling og uddannelse, og det ansvar kan vi kun løfte i et tæt samarbejde med byggesektorens praktiske aktører”, siger hun.

Ruut Peuhkuri skal lede en afdeling bestående af 25 forskere med specialer inden for bygningsfysik, bærende konstruktioner, brandsikkerhed, bygningsakustik samt arbejdsprocesser, informatik og ledelse i byggeriet. På de indre linjer vil hun især dyrke forskertalenterne samt coache i retning af tværfaglighed og forskningens internationale niveau.

Ruut Peuhkuri tiltræder sin nye stilling på mandag.

BB fiberbeton

Christian Knudsen, 49 år, er ansat som salgsansvarlig for Sverige hos betonelementproducenten BB fiberbeton A/S.

Christian Knudsen er oprindeligt uddannet snedker og har 31 års erfaring fra byggebranchen. Han bor i Malmø og har de seneste 11 år arbejdet som produktionschef hos Skanska Sverige.

I sin nye stilling hos BB fiberbeton skal Christian Knudsen bistå arkitekter og entreprenører i Sverige med rådgivning og sparring.

Deas

Per Rønn Andreasen, 43 år, er ansat som afdelingschef for drift i ejendomsforvaltningsselskabet Deas.

Han har en bred erfaring med ejendomsdrift, byggeteknisk rådgivning, byggeprojekter og idriftsætning af udlejningsejendomme og kommer fra en intern stilling som projektchef med ansvar for byggeteknisk rådgivning og driftsledelse af andelsbolig- og ejerforeninger.

I sin nye stilling får Per Rønn Andreasen det overordnede ansvar for tilrettelæggelse af drift og vedligeholdelse af Deas’ kunders ejendomme, herunder driftsoptimering i samarbejde med driftschefer og viceværter.

Anker Hansen & Co.

Søren Rytter er ansat som projektleder hos entreprenørvirksomheden Anker Hansen & Co. A/S.

Han er uddannet bygningskonstruktør og har mere end 20 års erfaring fra arkitekt- og entreprenørvirksomheder.

I sin nye stilling hos Anker Hansen & Co. får Søren Rytter hovedentreprisen på renoveringen af Lindegårdsskolen i Lyngby-Taarbæk Kommune som sin første opgave.

Flash Light

Susanne Schandorff er ansat som belysningskonsulent med ansvar for Midt- og Sydjylland samt Fyn hos belysningsmaterielvirksomheden Flash Light.

Med 27 år i el-branchen, herunder otte år i Philips, har hun en bred erfaring inden for teknisk belysning.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141