23948sdkhjf

Nyt om navne

I dag nyheder fra Schneider Electric, Gaihede, Greve Kommune, Ærø Kommune, Erhvervsakademi Dania, Tradium og Grundfos
Schneider Electric

Søren Bonde Pedersen, 47 år, er ansat som vice president for forretningsområdet Field Services hos energistyrings- og automatiseringsvirksomheden Schneider Electric. Søren Bonde Pedersen har arbejdet i forskellige lederstillinger i IT-branchen gennem de seneste to årtier. Senest kommer han fra en stilling som nordisk ansvarlig for field services hos IT-virksomheden Fujitsu.

I sin nye stilling får Søren Bonde Pedersen det overordnede ansvar for udvikling og drift af Schneider Electrics serviceforretning for tekniske anlæg og installationer inden for el-distribution, industri, datacentre og bygningsautomatik. Han skal indgå den danske topledelse og får det direkte ansvar for de flere end 160 ansatte.

Gaihede

Marie Varmark Mortensen er ansat som projektkoordinator hos total- og bygherrerådgivervirksomheden Gaihede Ingeniører & Arkitekter. Hun har en bacheloruddannelse i psykologi og har tidligere blandt andet arbejdet som akademisk kontormedarbejder i sundhedshuset Prescriba, køkken- og ernæringsmedarbejder i en daginstitution på Vesterbro og rådgiver hos Dansk Flygtningehjælp.

Hos Gaihede Ingeniører & Arkitekter bliver Marie Varmark Mortensens job at assistere virksomhedens rådgivere inden for vedligeholdelse, renovering og ombygning. Stillingen er et fleksjob på 15 timer, da hun har en medfødt hørenedsættelse, som begrænser hendes mulighed for at arbejde på fuld tid.

Greve Kommune

Jens Christian Zøfting-Larsen, 54 år, er ansat som chef for Center for Teknik og Miljø i Greve Kommune.

Han er uddannet forstkandidat fra Landbohøjskolen (i dag Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet) og kommer senest fra en stilling som centerchef i Københavns Kommune.

Tidligere har Jens Christian Zøfting-Larsen blandt andet arbejdet som konsulent og projektleder i den daværende rådgivningsvirksomhed Carl Bro International (i dag Sweco). Han har også som chef for region øst i det daværende Hedeselskabet Skov og Landskab A/S og som chef for greenkeeping-divisionen efter virksomhedens navneskift til HedeDanmark.

I 2007 kom Jens Christian Zøfting-Larsen til Helsingør Kommune og arbejdede her, indtil han i 2011 blev chef for Center for Udførelse af Anlæg i Københavns Kommune.

Ærø Kommune

Kirsten Johansen, 49 år, er ansat som erhvervs-, plan- og teknikdirektør i Ærø Kommune.

Hun er uddannet agronom i jordbrugsøkonomi fra Den kongelige Veterinær- og Landbohøjskole (i dag Det Natur- og Biovidenskabelige Institut, Københavns Universitet) og har en diplomlederuddannelse fra Center for Offentlig Kompetenceudvikling (COK).

Kirsten Johansen kommer fra en stilling som kommunens tekniske chef, som hun har haft siden 2009. Tidligere – i forbindelse med sammenlægningen af Ærøs to kommuner i 2006 – blev Kirsten Johansen leder af teknisk afdeling i den nye, samlede kommune.

Kirsten Johansen er født og opvokset på Ærø og vendte i 1996 tilbage til øen som miljømedarbejder ved den daværende Ærøskøbning Kommune efter et par års ansættelse som kursusleder ved Bornholms Landøkonomiske Forening. Med oprettelsen af stillingen som erhvervs-, plan- og teknikdirektør ønsker Ærø Kommune at vende øens faldende befolkningstal.

Erhvervsakademi Dania

Pia Sørensen er ansat som økonomikonsulent ved uddannelsesinstitutionen Erhvervsakademi Dania, der blandt andet uddanner el- og vvs-installatører. Hun kommer fra en stilling som økonomikonsulent i Mariagerfjord Kommune.

Tradium

Bente Hedegaard, 57 år, er ansat som virksomhedskonsulent på Erhvervsskolen Tradium.

Hun er uddannet merkonom og har en diplomuddannelse i ledelse og organisation. Tidligere har Bente Hedegaard blandt andet arbejdet som a-kasseleder i fagforbundet 3F, som chefkonsulent på handelsskolen Viden Djurs og som uddannelseskonsulent i fagforeningen HK.

Bente Hedegaard bliver tilknyttet Tradiums markedsafdeling, hvor hun skal sælge efteruddannelsesforløb til private og offentlige virksomheder.

Grundfos

Henrik Falck, salgsdirektør for Building Services VVS hos pumpekoncernen Grundfos DK A/S er udnævt til general manager for Grundfos’ salgsselskab i Schweiz og bliver samtidig en del af Grundfos DACH Management Team, der supporterer salgsorganisationerne i Tyskland, Østrig og Schweiz.

Henrik Falck er uddannet inden for salg og økonomi og startede hos Grundfos i 1996. Han har været salgsdirektør for Building Services VVS siden 2014. Her fik han samtidig et udvidet nordisk ansvar som key account manager på tværs af Grundfos-selskaberne i Norden.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125