Nyt om navne
I dag nyt fra Intego, Kant Arkitekter, Lindpro, Carlsberg Byen, Greve Kommune, Tradium, Erhvervsskolen Dania, Fournais Energi
Thorkild Sørensen er ansat som serviceleder inden for elteknisk installation og service hos teknikentreprenøren Intego A/S i Kolding.
Thorkild Sørensen har en baggrund som elektriker og el-installatør og har tidligere arbejdet som serviceleder hos blandt andre YIT og Caverion.
Kant Arkitekter
Morten Stahlschmidt, 49 år, er ansat som adm. direktør hos Kant Arkitekter.
Han er uddannet arkitekt MAA fra Kunstakademiets Arkitektskole i København i 1998 og læste før det tre år på bygningsingeniørlinjen ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU). I 2011 gennemførte Morten Stahlschmidt en Executive MBA fra Copenhagen Business School (CBS).
Han har tidligere arbejdet som tegnstuechef og adm. direktør for store danske arkitektvirksomheder som Arkitema og 3XN.
Lindpro
Henrik Blaabjerg er ansat som divisionsdirektør med ansvar for serviceforretningerne på Fyn og i Jylland hos teknikentreprenøren Lindpro.
Han har mere end 20 års erfaring inden for facility management fra blandt andet servicekoncernen ISS og har tidligere arbejdet som salgsdirektør og adm. direktør hos Berner, der blandt andet leverer komponenter til auto- og byggebranchen.
Carlsberg Byen
Tomas Nielsen er ansat som økonomichef i Carlsberg Byen. Han er uddannet cand.merc.aud. og har tidligere arbejdet som økonomichef og haft egen konsulentvirksomhed. Desuden har han virket som konsulent på projekter hos Dong Energy, DSB og Kärcher.
I sit nye job får han ansvaret for regnskabs- og økonomiområdet under udviklingen af Københavns nye bykvarter Carlsberg Byen.
Greve Kommune
Jens Christian Zøfting-Larsen, 54 år, er ansat som chef for Center for Teknik og Miljø i Greve Kommune.
Han er uddannet forstkandidat fra Landbohøjskolen (i dag Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet) og kommer senest fra en stilling som centerchef i Københavns Kommune.
Tidligere har Jens Christian Zøfting-Larsen blandt andet arbejdet som konsulent og projektleder i den daværende rådgivningsvirksomhed Carl Bro International (i dag Sweco). Han har også som chef for region øst i det daværende Hedeselskabet Skov og Landskab A/S og som chef for greenkeeping-divisionen efter virksomhedens navneskift til HedeDanmark.
I 2007 kom Jens Christian Zøfting-Larsen til Helsingør Kommune og arbejdede her, indtil han i 2011 blev chef for Center for Udførelse af Anlæg i Københavns Kommune.
Han efterfølger Peter Zahlekjær, som fratrådte stillingen i begyndelsen af året.
Tradium
Erhvervsskolen Tradium har ansat nye medarbejdere.
Bente Hedegaard, 57 år, er ansat som virksomhedskonsulent. Hun er uddannet merkonom og har en diplomuddannelse i ledelse og organisation. Tidligere har Bente Hedegaard blandt andet arbejdet som a-kasseleder i fagforbundet 3F, som chefkonsulent på handelsskolen Viden Djurs og som uddannelseskonsulent i fagforeningen HK.
Bente Hedegaard bliver tilknyttet Tradiums markedsafdeling, hvor hun skal sælge efteruddannelsesforløb til private og offentlige virksomheder.
Lykke Kristensen, 38 år, er ansat som uddannelsesleder.
Hun er uddannet kok samt uddannelsesleder og kommer fra en stilling som uddannelsesleder på Teknisk Skole Silkeborg.
Hos Tradium skal Lykke Kristensen står for den faglige, pædagogiske og personalemæssige ledelse af skolens samlede grundforløb 1. Desuden skal hun varetage udvikling og gennemførelse af introduktionskurser og brobygningsforløb.
Erhvervsakademi Dania
Pia Sørensen er ansat som økonomikonsulent ved uddannelsesinstitutionen Erhvervsakademi Dania, der blandt andet uddanner el- og vvs-installatører. Hun kommer fra en stilling som økonomikonsulent i Mariagerfjord Kommune.
Fournais Energi
Søren Dresmer-Hansen er ansat som forretningschef i den rådgivende ingeniørvirksomhed Fournais Energi.
Søren Dresmer-Hansen er cand.merc. i strategi, organisation og ledelse. I sin nye stilling hos Fournalist Energi skal han rådgive branchen og udvikle forretningen med nye produkter, forretningsområder og markeder.