Nyt om navne
I dag med nyt fra køkkenproducenten Nobia Danmark, der har fået ny HR-direktør
Charlotte Kruse, 41 år, er ansat som HR-direktør for Nobia Danmark, der står bag kendte køkkenmærker som HTH, Invita og Uno Form. Hun er blandt andet uddannet HD i organisation og administration fra Handelshøjskolen i Aarhus (i dag School of Business and Social Sciences, Aarhus Universitet) og kommer senest fra et job som HR manager i lyd- og lyskoncernen Harman/Martin Professional. Før den tid var hun HR manager i fødevareemballagevirksomheden Tetra Pak Hoyer.
Hus Nobia Danmark bliver Charlotte Kruse overordnet ansvarlig for køkkenkoncernens HR-indsats. Hun indgår i direktionen med reference til adm. direktør Rune Stephansen. Hendes hovedfokus bliver at sikre, at Nobia Danmark kan tiltrække, udvikle og motivere medarbejdere på alle niveauer og alle markeder.
Charlotte Kruse skal arbejde ud fra Nobia Danmarks hovedkvarter i Ølgod i Vestjylland. Privat bor hun i Galten vest for Aarhus, er gift og har tre sønner. Fritiden tilbringer hun gerne sammen med familie og venner. Mange timer er brugt på at renovere familiens landsted, og der er stadig flere projekter at gå i gang med. Når tiden tillader det, bliver det også til en løbe- eller cykeltur.