23948sdkhjf

Entreprenør starter sit hidtil største nybyggeri

Ordren til 128 mio. kroner bliver en byggeteknisk udfordring for Birkerød-entreprenøren
De kommende tre år skal Birkerød-entreprenøren Ole Jepsen A/S opføre et 7.575 kvm stort plejehjemsbyggeri i Rødovre uden for København.

Med en samlet entreprisesum på 128 mio. kroner er det den nordsjællandske entreprenørvirksomheds største nybygningsopgave til dato, og det en stor byggeteknisk udfordring.

Plejehjemmet Ørbygårds ene bygning skal skæres i to dele, så den ene fløj bliver stående, mens den anden rives ned for at blive genopført igen.

”Forestil dig at skulle skære et stykke lagkage i et fint, lodret snit – her skal et tilsvarende snit så skæres gennem en bygning”, siger afdelingschef og leder af byggeriet på Ørbygård Søren Bøggild Helmersen fra Ole Jepsen A/S.

Alle installationer omlægges

Opgaven er særlig vanskelig, fordi plejehjemmet har over 20 forskellige tekniske installationsgrupper som eksempelvis brandslukning, adgangsdøre samt alarm- og kaldesystemer. Det er vitale funktioner, der ikke må sættes ud af drift af hensyn til sikkerheden. Derfor skal alle tekniske installationer omlægges, inden lagkagesnittet skal skæres, for at de stadig fungerer i den blivende del af bygningen.

”Plejehjemmets drift skal fungere 365 dage om året, og det skal vi få til at passe ind med nødvendige afbrydelser af for eksempel strøm og vand. Det er vores opgave, at byggesagen ikke kommer til at påvirke beboernes og de ansattes dagligdag negativt”, siger Søren Bøggild Helmersen.

Miljøsanering

I alt skal der bygges to nye byggeafsnit på 7.575 kvm fordelt på 2.227 kvm servicearealer, 493 kvm fællesarealer og 5.348 kvm boliger. De to byggeafsnit opføres og forbindes med det eksisterende plejehjem via en mellembygning, der også ombygges.

Byggeriet, der er tegnet af TNT Arkitekter, går i gang i august og indledes med, at den første etape af et nuværende boligafsnit miljøsaneres, inden det bliver revet ned, for derefter at gøre plads til de nye plejeboliger.

Når byggeriet står færdigt, vil der være 82 nye plejeboliger samt nye service- og fællesarealer til plejehjemmet.

Det første afsnit nyopførte boliger skal være klar til indflytning i maj 2018, og hele byggeriet løber frem til midten af 2019.

Projektet


Bygherre: Rødovre Kommune c/o DAB
Hovedentreprenør: : Ole Jepsen A/S
Totalrådgiver og arkitekt: TNT Arkitekter A/S
Rådgivere: Dominia A/S samt Nørgaard & Holscher Landskabsarkitekter
Areal: 7.575 kvm
Byggetid: 2016-2019
Entreprisesum: 128 mio. kroner ekskl. moms
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.187