Københavns Lufthavn planlægger udvidelse til 400 mio. kroner
Tre storentrepriser planlægges udbudt på opførelsen af en ny Finger E til fly på de lange ruter
Flyene på de lange interkontinentale ruter skal have en ny finger E i Københavns Lufthavn. (Foto: Colorbox)
Københavns Lufthavne A/S har udsendt en vejledende periodisk bekendtgørelse , som omhandler første del af et projekt vedrørende en kommende Finger E med gatekapacitet til de lange, interkontinentale flyruter.
Projektet er en del af ”Expanding CPH”-planen, som blev lanceret i januar 2014, og der planlægges udbud i tre storentrepriser. Det gælder råhus/lukning, teknik og komplettering med en samlet anslået værdi på 400 mio. kroner.
Udbuddene forventes at blive gennemført fra ultimo november 2016 til sommeren 2017.
To års byggeri
Under forudsætning af de nødvendige godkendelser forventes udførelsesperioden for de tre storentrepriser, som lufthavnen hver regner at prækvalificere tre firmaer på, at vare fra andet kvartal 2017 til andet kvartal 2019.
Byggeriet er i tre etager på i alt cirka 25.000 kvm og ”baseres på velkendte, gennemprøvede konstruktionsprincipper med en stor grad af gentagelseseffekt. Råhuset konstrueres i in-situ beton”, lyder det.
Københavns Lufthavne A/S har ikke ønsket at kommentere på bekendtgørelsen for nuværende.