Nyrenoveret ejendom er udlejet på få måneder
Tidligere FDB-fabrik i København huser nu både arkitektfirma og virksomhed ejet af tidligere fodboldspiller
Det er også lykkedes med FDB’s 81 år gamle trikotagefabrik på Islands Brygge i København, der blev overtaget af en privat investor for to år siden. Siden er den seks etager høje bygning på cirka 9.000 kvm renoveret for et tocifret millionbeløb, og på få måneder er 95 procent af pladsen allerede udlejet.
Blandt de nye lejere er arkitektfirmaet Dissing & Weitling samt den tidligere landsholdsspiller i fodbold Daniel Aggers firma Tattoodo.com samt en række it-virksomheder.
Erhvervsmæglerfirmaet Lintrup & Norgart har stået for udlejningen af ejendommen og tilskriver den hurtige respons moderne indretning og effektiv udnyttelse af arealerne.
”Trikotagefabrikken illustrerer, at hvis moderne indretning og effektive arealer er kombineret med sjæl og historie, så er kontormarkedet slet ikke så trykket, som tallene ellers kunne tyde på. Vi mærker, at Islands Brygge har medvind. Kvarteret ligger ved vandet og har mindst lige så meget charme og stemning som indre by og brokvartererne”, siger partner Jesper Norgart fra Lintrup & Norgart i en pressemeddelelse.
Ejendommen har fået nye gulve, ligesom det indvendige murværk og søjler er blevet sandblæst. Facaderne er nye med gulv til loft-vinduespartier ligesom der er installeret avancerede systemer med dynamisk belysning, køling og ventilation.