23948sdkhjf

Ny planlov sikrer større supermarkeder

Med aftalen om justering af planloven har regeringen slugt en del kameler i forhold til det oprindelige udspil
Regeringen landede i går en aftale med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti om at justere den udskældte planlov.

Aftalen ”Et Danmark i bedre balance – Bedre rammer for kommuner, borgere og virksomheder i hele landet” skal give kommunerne nye muligheder og langt større ansvar for den lokale planlægning og udvikling. Samtidig fastholdes offentlig adgang til strande og naturbeskyttelseslovens regler om strandbeskyttelseslinjen og klitfredningslinjen opretholdes.

”Vi får nu en ny og moderne planlov. Det giver kommuner, erhvervsliv og borgere bedre rammer for at udvikle byer, boliger og virksomheder til gavn for hele Danmark. Dermed når regeringen i mål med endnu en stor del af de mere end 120 initiativer i udspillet Vækst og udvikling i hele Danmark fra november”, siger erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V).

Ingen hypermarkeder

På en række områder er regeringen dog gået på kompromis, i forhold til det oprindelige udspil til en liberalisering af planloven. For eksempel havde regeringen lagt op til, at ophæve størrelsesbegrænsningen på dagligvarebutikker i lokalcentre fra 1.000 kvadratmeter til 2.000 kvadratmeter. En helt så omfattende ændring kunne der imidlertid ikke samles flertal for, så fremover må dagligvarebutikker i lokalcentre være 1.200 kvadratmeter, mens dagligvarebutikker i bymidter fremover på være 5.000 kvadratmeter mod 3.500 kvadratmeter i dag. Dermed gik Liberal Alliances drøm om hypermarkeder på 10.000-25.000 kvadratmeter ikke i opfyldelse og partiet trak sig tidligt i går morges fra forhandlingerne.

”Vi er gået til forhandlingsbordet med et ønske om at liberalisere planloven og blandt andet tillade flere større butikker, de såkaldte hypermarkeder. Det ville ifølge den tidligere regerings produktivitetskommission give lavere dagligvarepriser og større vareudvalg for forbrugerne. Desværre har der ikke været tilstrækkelig opbakning til det forslag blandt de andre partier”, siger erhvervsordfører Joachim B. Olsen.

Kystprojekter skrottes

Forligsparter har med aftalen lagt op til en hovedrengøring i ikke udnyttede reservationer til ferie- og fritidsanlæg. Kommunerne har gennem årene fået tilladelse til en lang række kystnære projekter og der er i dag over 250 arealreservationer til ferie- og fritidsanlæg i kystnærhedszonen, som ikke er brugt. Regeringen havde ikke lagt op til at røre ved de tilladelser, men ville i stedet etablere en ny forsøgsordning for kyst- og naturturisme og dermed give tilladelse til 15 nye turismeprojekter. I stedet bliver mindst 50 arealreservationer ophævet og de 15 nye kystprojekter bliver skrottet.

Hos forligspartiet Socialdemokraterne er erhvervsordfører Morten Bødskov godt tilfreds med, at partiet har forhindret regeringen og dets støttepartiers forsøg på at bygge hoteller langs kysterne.

”Det har været hårde forhandlinger, men vi er tilfredse med, at vi har forhindret regeringens vidtgående liberalisering og dramatiske forslag. For havde vi ikke bidt os fast i forhandlingsbordet, så ville det have betydet et helt andet Danmark, end det vi kender i dag”, siger han.

Lovforslaget forventes fremsat i oktober 2016 med henblik på at kunne træde i kraft i januar 2017.

Læs også: " Københavner-borgmester er lykkelig for ny planlov ".

Hovedelementerne i aftalen
Moderniseringen indeholder blandt andet følgende:
Nye udviklingsmuligheder med fortsat bevarelse af kystnærhedszonen og strandbeskyttelseslinjen
Oprydning i ikke udnyttede reservationer til ferie og fritidsanlæg og mulighed for etablering af nye forsøgsprojekter for kyst- og naturturisme
Alle overflødiggjorte bygninger for eksempel skoler og mejerier i landzone kan tages i brug til anden anvendelse uden landzonetilladelse
Alle virksomheder etableret i overflødiggjorte bygninger kan uden landzonetilladelse udvide med op til 500 m2
Kommuner kan give landzonetilladelse til etablering af flere end 10 ferieboliger i overflødiggjorte bygninger
Helårshuse kan uden landzonetilladelse om- eller tilbygges med op til 500 m2
Der gives mulighed for udlæg af nye sommerhusområder med op til 6.000 sommerhuse under forudsætning af at 5.000 ubebyggede grunde ti kystnærhedszonen tilbageføres
Dagligvarebutikker i lokalcentre og som enkeltstående butikker kan være 1.200 m2 og 5.000 m2 i bymidter
Kommunerne kan fortsat stille krav om op til 25 procent almene boliger i lokalplaner for nye boligområder
Kilde: Erhvervs- og Vækstministeriet
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111