23948sdkhjf

Dansk Bygningsarv skifter navn til Bark

Rådgivningsvirksomheden vil styrke specialiseringen i at gentænke stedets mange lag og ressourcer
Hvad gør man, når indbyggertallet daler eller stiger, når erhvervsstrukturen forandres, når bygninger står tomme, eller når nogle byer oplever vækst, mens andre lider under tilbagegang?

Det er udfordringer, som politikere, borgere og erhvervsliv jævnligt bliver ramt af, og som rådgivningsvirksomheden Dansk Bygningsarv har specialiseret sig i. Dansk Bygningsarv skifter nu navn til Bark for at sætte fokus på omstilling og udvikling af områder og steder.

Større efterspørgsel

Bark oplever stadig større efterspørgsel efter realistiske løsninger, der kan skabe en positiv udvikling og forløse de enkelte områders potentiale.

”For hvordan omstiller man i praksis et sted, en by, et landdistrikt, en bygning eller et område under forandring til den bedst mulige fremtid? Det er en helhedstankegang, der kræver en bred vifte af kompetencer”, siger Thomas Martinsen, som har stået i spidsen for Dansk Bygningsarv, siden virksomheden blev grundlagt i 2009. I dag har den 25 ansatte.

Lokal stolthed

”Der er ingen facitliste, når det gælder om at gentænke et sted og skabe lokal stolthed og identitet, som skal vare ved langt ind i fremtiden. Vi starter fra bunden hver gang med en grundig analyse for at kortlægge det enkelte steds potentiale til eksempelvis styrket turisme, erhverv og nye fællesskaber,” siger Thomas Martinsen, i en pressemeddelelse.

”Vi mærker et stigende behov for rådgivning, der ligger i krydsfeltet mellem arkitekter, planlæggere, analyseinstitutter og strategikonsulenter. De kompetencer har vi derfor samlet under ét tag,” siger Thomas Martinsen.

Oprindeligt lavede Dansk Bygningsarv primært strategier til at udvikle og genanvende bygningsarven.

”I dag favner vi bredere – fra den enkelte bygning, til kvarteret og området og til hele kommuner og regioner. Når man udvikler et sted, er man nødt til at forstå essensen af stedet og de mennesker, der bor der. Vi har med andre ord specialiseret os i at gentænke stedets mange lag og ressourcer – både de fysiske, sociale og økonomiske – for på den måde at skabe livskvalitet og lokal stolthed. Et fokus, som vi gerne vil slå fast med vores nye navn”, siger Thomas Martinsen.

Rådgivningsvirksomheden Bark
Bark, tidligere Dansk Bygningsarv, er en tværfaglig, privat rådgivningsvirksomhed, ejet af Bygningsarvsfonden.
Dansk Bygningsarv blev etableret i 2009 med fokus på at formidle og rådgive om by- og bygningsarven. I takt med virksomhedens udvikling, har fokus udvidet sig til at omfatte rådgivning omkring strategisk udvikling af steder.

Bark består af 25 medarbejdere med kompetencer inden for arkitektur, planlægning, etnologi, geografi, kommunikation, forretningsudvikling og økonomi og med mange års erfaring i at gentænke og udvikle byer, landdistrikter og lokalsamfund.

Barks kunder er fonde, styrelser og ministerier, kommuner, organisationer og til dels bygningsejere.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094