Sweco-ingeniør vinder eftertragtet pris
Danmark har for tredje gang i træk Europas bedste unge rådgivende ingeniør. Kristoffer Bjerg Sørensen vinder foran 12 konkurrenter fra otte lande med et projekt for fremtidssikring af kølerum
Den 29-årige Kristoffer Bjerg Sørensen fra Sweco Danmark vinder prisen for at fremtidssikre kølerum.
EFCA begrunder valget med, at han i sit projekt om at sikre kritiske kølerum hos medicinalkoncernen Novo Nordisk har lagt særlig vægt på bæredygtighed, innovation og kommunikation samt har demonstreret stor viden inden for køling af bygninger. I rollen som projektleder fremhæves Kristoffer Bjerg Sørensen for at have udvist meget høj grad af professionalisme og været målrettet i sin ledelse af projektet.
Viden og kommunikation
Jens Rosenville fra Rambøll, der i hjemlige Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) blev hædret med titlen Årets unge FRI-rådgiver 2016, kom på en flot tredjeplads og Inooraq Brandt fra Orbicon og Jesper Zygmunt Christensen fra Niras fik hædrende omtale.
”At det er en rådgiver fra en danskbaseret virksomhed, der for tredje år i træk vinder konkurrencen, viser ikke blot den styrke og professionalisme, der gennemsyrer rådgiverbranchen i Danmark. Det viser også, at vi er gode til at tiltrække, fastholde og dygtiggøre talenterne inden for branchen. Kendetegnende for alle vores talenter er, at de vinder på en kombination af høj ingeniørfaglig og teknisk viden og evnen til at omsætte den viden til løsninger – kombineret med forståelse for kommunikation og kundekontakt”, siger Henrik Garver, adm. direktør i FRI.
Den rette sammensætning
Det er fjerde gang ud af syv mulige, at en ung rådgiver fra en dansk virksomhed vinder.
”Sweco er utrolig glad for at have så mange unge og dygtige ingeniører, og det flotte resultat har i høj grad noget at gøre med sammensætningen af det team, som bliver dannet sammen med kunden. Den rette sammensætning giver plads til udviklingen af vores unge medarbejdere”, siger divisionsdirektør Jørgen Thomsen.
kargaard