Hang til nye dozere
Maskinfører Karsten Nielsen har netop fyret op under sin tredje Komatsu-dozer
Siden 2001 har han tilbragt godt og vel 25.000 timer i store, gule, jordskubbende japanere. Og det er kun helt rigtigt, hvis der både står Komatsu og Arkil på dem.
”Jeg startede faktisk i en dozer af et andet mærke, men Komatsu’erne passer nu bedst til det, jeg kører og laver. På en almindelig dag laver jeg en del finurligheder, som efterfølgende gør arbejdet nemmere for kolleger i gradere og gummigeder. Det kan være afretning omkring brønde eller tæt på ting. Og jeg har bedre udsyn til at lave finurlighederne i en Komatsu”, forklarer Karsten Nielsen.
Han har netop ”taget hul” på sin tredje splinternye Komatsu-dozer i rap. En godt og vel 24 tons tung maskine med modelbetegnelsen D65PX-18. De to foregående har været af præcis samme type, men henholdsvis en -12 og en -15.
”Den første fik jeg i 2001 og kørte 11.500 timer i den frem til 2007, da jeg fik min anden Komatsu. Den tilbragte jeg 13.500 timer i, indtil jeg så nu har fået nummer tre. Komatsu-forhandleren, Scantruck, har leveret maskinen udstyret med Trimble 3D-maskinstyring. Arkil anvender fortrinsvis Trimble til flåden af maskiner”, fortæller Karsten Nielsen.
Væsentlige forbedringer
Han glæder sig over den løbende udvikling, der sker med maskinerne hen over årene. Alene fra hans nu tidligere D65PX-15 til den nye -18 bemærker han forbedringer på væsentlige punkter. Blandt andet har Karsten Nielsen stor ros til støjniveauet i maskinen, som er blevet yderligere reduceret. Førerkomforten er øget generelt, ikke mindst på betjeningen af maskinen samt på det udsyn, som er så afgørende for ham, og som i forvejen placerede Komatsu øverst på hans dozer-hitliste.
Maskinføreren med hang til Komatsu-dozere bor i Silkeborg. For tiden tager han daglig turen til byggeriet af den nye Holstebromotorvejen, hvor Komatsu D65PS-18’eren yder sit bidrag til flytning af kolossale mængder jord. Karsten Hansen runder 20 år for Arkil næste år. I den allerførste tid hos entreprenørselskabet styrede han en rendegraver. Siden 1998 har det været dozer – og de seneste 15 år altså Komatsu’er.