23948sdkhjf

Skole i Dragør gør klar til 900 elever

Råhuset til Dragør Skole Nords nye tilbygning er færdigt, og apteringen kan gå i gang
Dragør Skole Nord uden for København er ved at få udvidet de fysiske rammer, så skolen fremover kan rumme tre spor pr. klassetrin. Det betyder, at skolen får plads til ca. 900 af byens børn og unge.

Entreprenørvirksomheden Skou Gruppen står i spidsen for at bygge den 884 kvm store tilbygning, der giver plads til flere elever på Dragør Skole Nord.

”Opgaven med at bygge denne nye del af skolen blev vundet af Skou Gruppen, som vi har et glimrende samarbejde med på en hel del andre områder. Sidst vi mødtes var ved spadestikket til denne bygning, og sikke et flot arbejde I har udført på denne korte tid,” sagde Dragørs borgmester, Eik Dahl Bidstrup (V), forleden.

Det var også borgmesteren, der i oktober 2015 tog første spadestik til tilbygningen, hvis råhus nu står lukket med tag, vinduer og døre. Den nye tilbygning er placeret på et grønt område ved siden af skolen og forbindes med resten af skolen via en gangbro hen over en lysgård mellem skolen og det grønne område.

”I Skou Gruppen har vi set frem til at fejre, at råhuset nu står klar. Det er en særlig byggesag for os, fordi Dragør Kommune har givet Skou Gruppen chancen for at vise, at vi også er dygtige til at udføre store byggeprojekter i tillæg til de serviceopgaver, vi udfører for kommunen”, sagde Jesper Nicolaisen, partner og salgschef i Skou Gruppen, i sin tale ved rejsegildet.

Fleksible rammer

Efter rejsegildet begynder håndværkerne på aptering af tilbygningen. I bygningen etableres seks nye klasseværelser, grupperum, teknik- og depotrum, fællesarealer, elev-toiletter og elevgarderober.

I nogle af lokalerne etableres foldevægge, så lokalerne kan lægges sammen for eksempel i undervisningssituationer, der kræver mere plads.

I udformningen af bygningen er der også taget højde for, hvis skolen i fremtiden skulle få brug for en anden indretning eller mere plads.

”De bærende vægge er placeret således, at man nemt kan ombygge tilbygningen, hvis behovene ændrer sig med tiden”, forklarer Skou Gruppens byggeleder, Jimmi Klitgaard Pedersen.

Både bygherre og Skou Gruppen har ønsket at bygge en solid bygning, der kan holde til det slid, som en skole udsættes for. Råhuset er derfor bygget i betonelementer og mursten. Indvendigt afsluttes med fibergips som er modstandsdygtig over for stød og slag.

Tilbygningen er tegnet af KHS Arkitekter.

brahe
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156