23948sdkhjf

”Vi er rykket i en anden liga”

Kapitalfond gjorde det muligt at opbygge den virksomhed, som KE Fibertec-direktør kalder version 3.0.
Carsten Jespersen er adm. direktør i KE Fibertec. Han nærmer sig sit 25-års jubilæum og kan om nogen tale med om udviklingen i den sydjyske ventilationsvirksomhed, som foreløbig er kulmineret med et 2015-overskud på den gode side af 10 millioner kroner. Det hidtil bedste resultat i KE Fibertec, der har rødder tilbage til 1963.

”Vi har en langt større kendskabsgrad end for 10 år siden. Vi er rykket i en anden liga”, siger Carsten Jespersen.

Han kom til det daværende KE Burgmann som salgschef i 1994 og blev halvandet år senere medejer og salgsdirektør, da han og daværende adm. direktør Henning S. Jensen købte den tidligere ejer ud. KE Burgmann skiftede navn til KE Fibertec og lagde dermed grunden til den virksomhed, som Carsten Jespersen står i spidsen for i dag.

Kapitalfond gav muligheder

Efter mere end ti års parløb ønskede Henning S. Jensen at prøve noget andet. Det endte med, at Jysk-Fynsk Kapitalanlæg købte sig ind som majoritetsaktionær i KE Fibertec i foråret 2007.

Carsten Jespersen blev ved samme lejlighed udnævnt til adm. direktør. Det blev startskuddet til KE Fibertec version 3.0 og en langt mere ekspansiv strategi.

”Meget af det her er selvfølgelig de grundsten, vi lagde, dengang vi startede. Men det er da klart, at når du får muligheden for at købe en af dine største konkurrenter (Euro Air med produktion i Tjekkiet, red.) og etablere flere datterselskaber, så bliver det pludselig lidt nemmere”, siger Carsten Jespersen.

Han står i dag i spidsen for omkring 120 medarbejdere, hvoraf mere end halvdelen er ansat i udenlandske datterselskaber. Det er også her, at fremtidens arbejdspladser skabes.

”Vi henter 85 procent af vores omsætning fra eksport og placerer arbejdspladserne, hvor kunderne er. Vi har stabsfunktioner og udviklingsafdeling i Vejen, og derfor kommer væksten i medarbejderstaben ikke til at ske her. Vi skulle jo gerne ansætte flere sælgere end udviklere”, siger direktøren.

Fra slagterier til sportshaller

KE Fibertec definerer sig selv som leverandør af komponenter til byggebranchen. Virksomheden fremstiller ventilationssystemer baseret på fiberteknologi. Princippet er, at ventilationsluften fordeles trækfrit og ensartet gennem skræddersyede tekstilkanaler.

”Den grundlæggende fordel er, at vi lægger ventilationssystemet i selve rummet og bruger det aktivt i stedet for at installere en masse skjulte kanaler i loftet. Vores system fordeler luften i stedet for at flytte den og har en større overflade, forklarer Carsten Jespersen.

Det er langt fra nogen ny opfindelse. De første tekstilkanaler blev taget i brug på spinderier i England lige efter Anden Verdenskrig. Da KE Fibertec startede op i 1970’erne, var det slagterierne, der sørgede for, at fabrikken havde noget at lave, og sådan blev det ved indtil midten af 1990’erne, hvor lukninger og fusioner i slagteribranchen fik KE Fibertec til at se sig om efter nye markeder.

I dag står slagterierne for mindre end 10 procent af omsætningen. I stedet er det sportshaller og industri, samt i mindre grad skoler og kontorbyggerier, der fylder ordrebøgerne. USA er det største marked, efterfulgt af Holland, England, Danmark, Sverige og Tyskland. Amazon i England var sidste år den største enkeltkunde. I Danmark har KE Fibertec for nylig leveret til blandt andre Skanderborg Hallen og Skjern Bank Arena.

Et spørgsmål om religion

Spørger man Carsten Jespersen om årsagen til KE Fibertecs succes, peger han først og fremmest på forretningsmodellen.

Virksomheden er Cradle-to-Cradle-certificeret og har sat sig tungt på hele værdikæden fra råvare til distribution. Eksempelvis har KE Fibertec som den eneste producent i branchen etableret eget væveri. Det øger kvaliteten og giver et bedre flow i produktionen

”Har vi travlt, er det en rigtig stærk forretningsmodel. Vi kan relativt nemt øge kapaciteten uden at bygge nye fabrikker. Omvendt kan vi ikke tilpasse så hurtigt, som hvis vi havde brugt underleverandører. Det er langt hen ad vejen et spørgsmål om religion. Nogle siger, at man skal have så få faste omkostninger som overhovedet muligt. Vi har valgt en anden vej, og det har vi relativt god succes med, som man siger her i Jylland”, pointerer direktøren.

Ny strategi på vej

Carsten Jespersen og den øvrige ledergruppe vil i løbet af kort tid gå i gang med at udarbejde en 2020-strategi, der skal præsenteres for bestyrelsen i begyndelsen af næste år.

”Det er en ambitiøs plan, og jeg er overbevist om at, vi kan gøre det mindst lige så godt de næste tre år, som vi har gjort de sidste tre”, siger han og understreger, at fremtidens vækst skal hentes gennem udvikling af nye koncepter, der er markant anderledes, end dem der er på markedet i dag.

”Bygningsreglement 2020 gør det sværere at arbejde med mekanisk ventilation, så ventilationsbranchen kommer til at tilpasse sig. Med de tætte bygninger, der opføres i dag, bliver der endnu større behov for at udvikle løsninger, der kan bidrage til et godt indeklima, så vi kommer i hvert fald ikke til at kede os”, siger han.

Læs også: " Ventilationsproducent går nye veje ".
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098