DAGENS LEDER: Højt tempo på renoveringsopgaver
Det mener Licitationen - Byggeriets Dagblad
Direktør i Dansk Byggeri Michael H. Nielsen fremhævede i et debatindlæg i går her i avisen, at der er gode råd at hente i en ny rapport fra branchesamarbejdet Renovering på dagsordenen. Ved hjælp af seks forskellige projekter har samarbejdet afdækket, hvordan vi griber renoveringsopgaverne an og viser, at det stadig er muligt at blive mere produktive. Så det er absolut værd at læse rapporten.
Der er også fokus på bygningsrenovering fra mange andre fronter.
Det gælder for eksempel Boligøkonomisk Videncenter, hvor projektdirektør Curt Liliegreen sætter spørgsmålstegn ved, om det nu også altid kan betale sig at renovere et gammelt parcelhus fremfor at jævne det med jorden og bygge et nyt. Alene energibesparelserne ved at bygge et nyt energirigtigt hus er ofte så massive, at det kan betale sig at lave regnestykket.
Endelig har bygningsrenovering også en æstetisk dimension, ligesom politikerne ofte ynder at brug netop denne del af byggebranchen som konjunkturregulatorværktøj.
Så kravet om øget produktivitet er noget mere komplekst end blot at sætte tempoet i vejret – også selvom renovering er et marked i vækst.