23948sdkhjf

Ny bydel på vej i Lejre

En åben arkitektkonkurrence om Degnejorden ved Lejre Stationsby bliver skudt i gang 1. juni. Deltagerne skal komme med forslag til bebyggelsesplaner
Lejre er i dag mest kendt som stedet, hvor man kan foretage en tidsrejse og på egen krop opleve, hvordan det var at leve i jernalderen.

Nu kan Lejre Stationsby blive kendt for sine fremtidsrettede visioner, når der om nogle år skal bygges en moderne landsby. Den skal hænge godt sammen med omgivelserne og blive til noget ganske særligt, ifølge den åbne arkitektkonkurrence, som snart bliver udskrevet.

Opgaven, der omfatter udarbejdelse af en helhedsplan for det naturskønne område Degnejorden, skal give plads til natur, lokale initiativer og gode rammer for at fællesskaber kan trives, skriver lejre.dk.

Ifølge Arkitektforeningens konkurrencerådgivning, der står for det praktiske i forbindelse med den åbne idékonkurrence, skal deltagerne komme med forslag til en bebyggelsesplan for hele området, hvis samlede grundareal er på cirka fem hektar.

”Bebyggelsen bør give udtryk for moderne og tidsvarende boformer, som samtidigt tilpasser sig den kontekst og den skala, som Degnejorden repræsenterer”, skriver Lejre Kommune og Arkitektforeningen i oplægget.

Stor boligefterspørgsel

Lejre Kommune inviterede i februar alle til at deltage i debat, hvor de kunne komme med idéer på en åben workshop, der var et led i arbejdet med at udvikle programmet for den arkitektkonkurrence, der ventes udskrevet 1. juni og som vil løbe frem til 14. september.

Lejre by er det område i Lejre kommune, der klart har den største efterspørgsel på boliger, og ofte mange forskellige slags boliger.

Derfor forventes det af konkurrencedeltagerne, som alle skal være færdiguddannede arkitekter, landskabsarkitekter, byplanlæggere eller lignende, at vinderen skal bistå kommunen med en viderebearbejdning af helhedsplanen med henblik på udarbejdelse af en lokalplan.

En sådan er ventet med spænding. Allerede tilbage i 2013 bankede flere husbyggere på at for at få lov at bygge i Lejre. Blandt dem var fire forskellige bofællesskabsgrupper, der på det tidspunkt gik sammen i paraplyorganisationenen Lejre Økologiske Bofællesskaber.

Dengang anbefalede politikerne i økonomiudvalget, at den videre beslutningsproces skulle foregå på et helt åbent grundlag, så Lejre Kommune ikke på forhånd låste sig fast på løsninger for, hvordan der skal bygges på Degnejorden. Og det er i den ånd, at den kommende arkitektkonkurrence bliver videreført.

250.000 kroner til vinderen

Arkitektforeningen forventer, at den samlede præmiesum vil ligge på på 750.000 kroner. En førstepræmie vil udløse mindst 250.000 kroner, mens det resterende beløb fordeles efter dommerkomiteen skøn.

BM Arkitekter udførte i 2014 volumenstudier for Degnejorden som grundlag for beslutning om udarbejdelse af konkurrenceprogrammet i samarbejde med Sofie Jensen for Lejre Kommune.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125