23948sdkhjf

Randers’ ikoniske bybro skal renoveres for 5,4 mio kroner

Specialentreprenøren Gardit A/S gav blandt fem indbudte virksomheder den laveste pris på renoveringen af Den Blå Bro i Randers, og Viborg-virksomheden går nu i gang med arbejdet
Den Blå Bro i Randers, der er en af byens mest kendte bygningsværker og udgør et af byens klare varetegn, skal fra denne uge og de kommende måneder renoveres.

Broen, der blev bygget før år 1900 som erstatning for en ældre bro af træ, er gennem årene blevet renoveret flere gange og trænger nu igen til at få de 3.000 kvm stålflader frisket op, slebet og malet.

Derfor bevilligede politikerne i foråret penge til projektet, og til at stå for arbejderne er den familieejede virksomhed med speciale i overfladebehandling af stål- og betonkonstruktioner Gardit A/S valgt.

”Det er en god ordre at få ind i vores ordrebog, så det er vi selvfølgelig glade for”, siger Morten Lindholt Laursen, direktør i Gardit A/S, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Han betegner projektet som en mellemstor opgave i og oplyser, at virksomheden har lavet brorenoveringer i mange år.

Gardit A/S har blandt andet gennemført en renoveringsopgave til en værdi på den anden side af de 40 mio. kroner på Vilsundbroen og har også været inde over både Øresundsbroen og Den Gamle Lillebæltsbro.

Indbudt licitation på tale

Tilvalget af virksomheden på opgaven i Randers er sket via indbudt licitation, fortæller Kjeld Kristensen, der er ingeniør ved Veje- og Trafik i Randers Kommune.

I alt fem virksomheder har været indbudt til at byde på opgaven, som har haft tildelingskriteriet laveste pris. Ud over Gardit A/S gælder det HSM Industri A/S, Muehlhan A/S, Ommen & Møller A/S samt Skagen Sandblæseri og Skibsservice Aps.

Prisen for stål- og malerarbejdet er 5,4 mio. kroner, og hos kommunen ser man frem til at stå med en opfrisket bro.

”Vi er stolte over byens unikke vartegn, som vi selvfølgelig vil bevare. Broen er en populær færdselsåre, der forbinder den vestlige del med den sydlige for gående og cyklister. Jeg ser frem til det færdige resultat og håber, at brugerne af broen vil have tålmodighed med renoveringen i de knap fem måneder, arbejdet varer”, fortæller Frank Nørgaard, formand for miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune.

Under arbejdet bliver broen lukket for al færdsel.

”Vi er nødt til at renovere Den Blå Bro om sommeren, da den skal slibes ned og have fem til ti lag maling, der skal tørre, inden et nyt lag kan lægges på. Hele broen bliver pakket ind, og vi kan derfor ikke holde en passage åben for gående og cyklister under renoveringen”, forklarer Kjeld Kristensen.

Brug for flere aktører

Han oplyser, at broen ud over ny maling får ny belysning, og at det samlede beløb for renoveringen derfor bliver højere end de 5,4 mio. kroner.

”Når broen er færdig med at blive malet, skal vi have ny belysning på, og det bliver andre, der skal lave det arbejde”, siger han.

Hvem, der bliver tale om, ligger endnu ikke fast, men det bliver afgjort inden udgangen af september, hvor stål- og malerarbejdet skal være gennemført.

Belysningsaktøren findes umiddelbart ved underhåndsbud, oplyser Kjeld Kristensen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.257