23948sdkhjf

Politikere vil holde Københavns letbaneprojekt i kortere snor

Forligskredsen bag letbaneplanerne langs Ring 3 har besluttet, at der skal laves en granskning af projektet. Samtidig får staten flertal i letbaneselskabets bestyrelse
Letbaneprojektet ved Københavns Ring 3 skal fremover holdes i kort snor.

Det har transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt (V) aftalt med forligspartierne i den grønne forligskreds. Dermed vil staten nu i langt højere grad ind og styre den måde, letbaneprojektet ved Ring 3 bliver drevet på, både ledelsesmæssigt og økonomisk.

Baggrunden for beslutningen er, at Rigsrevisionen og statsrevisorerne for nylig afgav alvorlig kritik af den måde, letbanen i Aarhus var blevet styret på. Letbanen ved Ring 3 har en parallel styringsmodel, og derfor har det været nødvendigt at få ændret modellen.

”Efter at Rigsrevisionen og statsrevisorerne afgav så alvorlig kritik af styringen af letbane-projektet i Aarhus – et projekt der jo endte med en budgetoverskridelse på 700 millioner kroner – stod det klart for mig, at vi blev nødt til at lave om på tingene i København”, siger Hans Christian Schmidt.

Rigsrevisionens og statsrevisorernes kritik har især gået på, at staten deltog i anlægget af Aarhus Letbane uden at sikre sig, at anlægsprojektet blev drevet efter tilstrækkeligt professionelle principper for budgettering og projektstyring. Kritikken fra Rigsrevisionen og statsrevisorerne var tidligere på måneden genstand for et samråd, som Liberal Alliances transportordfører Villum Christensen havde kaldt ministeren i.

Som følge af den politiske aftale vil staten nu få et flertal i letbaneselskabets bestyrelse, og der stilles krav om, at kommunerne og regionen – der er de andre parter i letbaneselskabet – skal afsætte de fulde reserver på 30 procent af budgettet og ikke kun 15 procent som i dag. Derudover har forligskredsen aftalt, at der i statsligt regi skal laves en granskning af hele projektet.

”Vi har nu indgået en aftale, der skal sikre, at vi fra statens side får langt større styring med letbaneselskabet, samt at det kommer til at køre efter nogle mere ansvarlige budgetmæssige principper, og det er jeg naturligvis yderst tilfreds med”, siger transport- og bygningsministeren.

SF: V er vrangvillige

For Villum Christensen har den nye aftale i forligskredsen givet en større tryghed omkring projektet.

”Det er klart, at det er betryggende, at staten nu har styringen. Vi er enige om at give kommunerne en større økonomisk sikkerhedsmargin og der skal laves en uvildig gennemgang af projektets økonomi”, siger han.

SF’s transportordfører, Karsten Hønge, er trods den seneste politiske aftale stadig bekymret for, om blå blok ender med at løbe fra projektet.

”Jeg er stadig i tvivl, om de blå partier kan finde på og skrotte letbanen i Ring 3. Jeg har længe oplevet en vrangvillighed hos Venstre over for hele projektet. Vi ser, at de konservative jævnligt prøver at spænde ben, og at Liberal Alliance hele tiden stiller spørgsmål ved projektet. Vi skal først til næste år tage endeligt stilling til letbanen, og selv om vi nu har vundet første slag, så har vi endnu ikke vundet krigen”, siger han.

Drøfter videre proces

Aftalen giver desuden ministeren mandat til på statens vegne at forhandle en fornyet aftale med repræsentanter for kommunerne og Region Hovedstaden om rammerne for projektet. Partierne bag aftalen er enige om at afslutte behandlingen af anlægsloven i indeværende samling med de ændringer, der følger af aftalen.

Fredag i sidste uge mødtes ministeren med regionsborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) og talskvinden for de 11 involverede kommuner, borgmester Karin Søjberg Holst (S) fra Gladsaxe, for at drøfte den videre proces.

Forligskredsen bag projektet består af Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti, Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.

Fakta om aftalen
Ministeren og forligspartierne har aftalt disse ændringer i styringen af letbaneselskabet i Ring 3:
Bestyrelsens sammensætning ændres til at bestå af fem statslige, to kommunale og to regionale repræsentanter
Før udbuddet igangsættes, gennemføres i statsligt regi en granskning af projektet med udgangspunkt i Ny anlægsbudgettering for statslige anlægsprojekter. Granskningen forventes afsluttet i august 2016 således at Hovedstadens Letbane I/S kan igangsætte udbudsprocessen umiddelbart herefter. Granskningen vil efter Hovedstadens Letbane I/S’ vurdering ikke ventes at have væsentlig betydning for projektets samlede tidsplan
De 11 kommuner og Region Hovedstaden afsætter under et på linje med staten fulde korrektionsreserver (30 procent) af basisoverslaget. Kommunernes og regionens reserver øges hermed med 379,3 mio. koner til i alt 615,3 mio. kroner
Kilde: Transportministeriet
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.229