23948sdkhjf

Regeringen vil flytte PSO-afgift til finanslov

PSO-afgiften er blevet dyr for erhvervslivet og skal derfor over på finansloven, mener regeringen. Pengene skal blandt andet findes ved at skrotte flere planlagte kystnære vindmøller
PSO-afgiften, der skal finansiere den grønne omstilling, har vist sig at være dyr for store dele af erhvervslivet.

Derfor tager regeringen nu livtag med den omdiskuterede afgift og foreslår den flyttet over på finansloven. Såfremt regeringen finder flertal for sit forslag vil en sådan omlægning i gennemsnit lette danske virksomheders elregning med omkring 25 procent. Ifølge regeringens beregninger giver det erhvervslivet en af de laveste elregninger i EU – på niveau med vores nabolande Sverige, Norge og Finland. Forslaget betyder også, at EU-Kommissionens kritik af, at PSO-afgiften strider mod EU-retten og derfor skal laves om inden udgangen af i år, vil være endegyldigt løst

”Ved at flytte PSO’en over på finansloven løser vi problemet med EU, vi giver en af de mest markante afgiftslettelser til dansk erhvervsliv, og så vil danske virksomheder og borgere få glæde af billigere grøn strøm. Regeringen ønsker i samme ombæring at nedbringe omkostningerne og dermed gøre den grønne omstilling billigere. Det vil betyde, at der skal findes færre penge andre steder til omlægningen af PSO-afgiften til finansloven. Det vil vi nu indlede forhandlinger med Folketingets partier om,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V).

Lempelser for milliarder

Regeringen foreslår en gradvis afskaffelse af PSO-afgiften fra 2017 til 2021. Forslaget indebærer PSO-lempelser for 5,7 mia. kroner i 2021, hvoraf lempelserne for dansk erhvervsliv umiddelbart udgør 3,5 mia. kroner. Afskaffelsen af PSO-afgiften kan give en samfundsgevinst på omkring 2 mia. kroner i 2021, afhængig af finansieringsform. Regeringen vil drøfte finansieringen med Folketingets partier. Men forud for forhandlingerne foreslår regeringen at sløjfe opførelsen af flere planlagte kystnære vindmøller. Desuden vil regeringen finansiere forslaget ved at justere på initiativerne i omstillingen af Danmarks energisystem til vedvarende energi og sætte loft for budprisen på havvindmølleparken Kriegers Flak. Forslaget skal spare regeringen for nogle af de penge, den kommer til at mangle, når PSO-afgiften bliver afskaffet.

Ingen stigning i bundskat

Andre finansieringsmuligheder har også været foreslået. Flere af dem ender på forbrugernes regning. Det mener Liberal Alliances finansordfører, Ole Birk Olesen, ikke er en holdbar løsning.

”Liberal Alliance støtter ikke, at udgifter til de allerede igangsatte vindmølleprojekter skal betales ved højere skat på arbejdsindkomsten. Vi har fremlagt et fuldt finansieret forslag til, hvordan man kan afskaffe PSO-afgiften, hvor man standser bevillingen af garantipriser til nye vindmølleprojekter og samtidig viser mådehold med det offentlige forbrug,” siger han.

Heller ikke Dansk Byggeri bryder sig om en finansiering via bundskatterne. Skal der ændres i PSO-afgiften, bør finansiering af de vedvarende energikilder i stedet ske med besparelser i de offentlige finanser og en forhøjelse af elafgiften, mener adm. direktør i Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen.

”En anden mulig finansieringskilde, der kan træde i stedet for PSO, er en afskaffelse af den grønne check, som er en uhensigtsmæssig knopskydning i skattesystemet. Den grønne check blev indført i 2009, hvorved der kompenseres for nogle forhøjede energi- og miljøafgifter, som dog imidlertid i betydeligt omfang er afskaffet igen”, siger han.

Fakta om PSO
PSO opkræves som en afgift på forbrugernes elregning – både virksomheder og private – og står for Public Service Obligation
Pengene finansierer grønne initiativer som vindkraft og solceller
Afgiften prissættes fire gange om året af Energinet.dk og er skruet sådan sammen, at hvis elprisen falder to øre, stiger PSO’en med én øre. Stiger elprisen, falder PSO-bidraget
Ifølge EU-Kommissionen er PSO-afgiften traktatstridig, fordi den også bliver pålagt udenlandske selskaber, som ikke nyder godt af de danske støttekroner
Regeringen foreslår derfor at flytte PSO-afgiften over på finansloven. Det vil i gennemsnit lette danske virksomheders elregning med ca. 25 procent og giver erhvervslivet en af de laveste elregninger i EU – på niveau med vores nabolande Sverige, Norge og Finland
Regeringen vil drøfte finansieringen med Folketingets partier
Læs mere om: PSO
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.1